Uskolet
Tips og undskyldninger:
Sådan får du 45 minutter mindre daglig bevægelse ind – i sommerferien!
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Billedkunstlærere
Der findes adskillige glimrende billeder på internettet, der kan kopieres, hvis man har brug for at påstå, at man har besøgt et eller andet kunstmuseum.
Tysklærere
Af sted til Tyskland, der burde være fred og ro. Alle tyskerne er i sommerhus i Danmark.
Musiklærere
Mange tror, at en lur er et musikinstrument. Det er ikke hele sandheden.
Geografilærere
(Spring denne over. Geografilærere kan ikke sidde stille i ferien).
Sløjdlærere
Hvis det var meningen, at man skulle bruge sin sommerhusferie på at hugge brænde, havde de nok ikke opfundet tikilossække med træbriketter til kun 200 kroner nede på Q8-tanken, vel?
Matematiklærere
Gange med næsten-otte eller dividere med halvanden. Valutaomregning gør én så træt.
Fysik/kemi-lærere
Det er ikke til at gennemskue, om solcreme er godt eller skidt for tiden, så hvorfor løbe risikoen? Bliv under dynen, drik et glas absint.
Natur/teknik-lærere
Lej en støjsvag bil. Lad din bedre halvdel tage rattet, og giv efter for ungernes plageri om at sidde foran. Nu kan du arrangere dig under en dejlig plaid på bagsædet.
Engelsklærere
Som engelsklærer på ferie er det vigtigt lige at tale dén tand mere britisk korrekt end normalt. Så tager vi andre os lige en skraber.
Dansklærere
Mange af de nye romaner, som du har skrevet på Facebook, at du glæder dig til at læse i ferien, har praktiske og hurtigt overståede resuméer på bagsiden.
Hjemkundskabslærere
Det hedder jo agurketid. Lav kun ting med agurk. Det er hurtigt, det er nemt, og det er så intetsigende, at nogen på et tidspunkt bøjer sig og henter pizzaer.
Samfundsfagslærere
Samfund? Vent til august.
Biologilærere
Meld dig som den, der bliver hjemme og ser efter planterne.
Historielærere
Historiske monumenter har ligget der i årevis, så de bliver nok liggende. Hvorfor bruge krudt på at opsøge dem nu, hvor det er så varmt?
Kristendomskundskabslærere
Kirker, templer og klostre rundtomkring på kloden er ofte kølige, stille og kedelige. Perfekt til en lille morfar.
Idrætslærere
Tour de France, Wimbledon, verdensmesterskabet i fodbold. Det skidt ser jo ikke sig selv.
Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.