Uskolet

Lærernes år: Ti ting, vi gerne vil glemme fra 2023

Offentliggjort

1) ChatGPT. Ej, men altså ... suuuper besværligt. Håber virkelig ikke, det fortsætter ind i 2024.

2) Da undervisningsminister Tesfaye præsenterede skoleudspil i klasselokale foran det periodiske system. “Vi vil have flere fysiske bøger, og det skal gøres ved at spare 41 millioner på CFU”, sagde han ikke på pressemødet. 

3) Eksperiment med “dialogcirkel” i 8.a, det vil vi også gerne glemme. Virkede ellers så godt, da vi var på kursus?

4) Forældremøde. “Nu lukker du røven og sætter dig ned, Valdemars far, så vi kan komme videre i dagsordenen”, var nok, set i bakspejlet, for kontant formuleret. Det havde været en lang dag.

5) Vejret i juli.

6) San Marino – Danmark. Vi er ikke parate til at tage den samtale.

7) Statsministeren i tale ved Folketingets åbning. “For ikke så længe siden blev jeg spurgt, hvad jeg ville være, hvis jeg ikke var statsminister. Mit svar faldt prompte, for jeg var slet ikke i tvivl: Jeg vil gerne være skolelærer”. Men hatten af for at tale ned på nye, kreative måder.

8) Diverse gårdvagttjanser. Sådan en gul vest gør altså ikke noget godt for nogen.

9) Samtlige Aula-beskeder i løbet af året fra Milla-Violas mor. Anede ikke, der fandtes så mange passivt-aggressive emojier.

10) Andet, vi gerne vil glemme? Det skulle da lige være lærerjulefrokosten. 

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.