Hernings Helen fylder 60

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Helen Sørensen fylder ikke så meget i højden - alligevel lægger de fleste mærke til hende. Med jysk rund humor og stærke holdninger har Herningegnens Lærerforenings formand i mange år været med til at forme lærerfaget og det faglige arbejde i Danmarks Lærerforening. Hun råber højt og kæmper ihærdigt for lærernes rettigheder. Da KL kom med budskabet om, at lærere over 62 havde fri 28 dage om året, var hun hurtigt ude at kalde budskabet for ikke alene usandt, men også en hån mod lærerne.

Hun er født i den lille landsby Kollemorten uden for Vejle. Uddannet lærer fra Herning Seminarium. I 1977 blev hun ansat på Søndagerskolen i Herning. Ved et tilfælde blev hun valgt som suppleant for tillidsrepræsentanten og har siden været fanget af det faglige arbejde. I 1992 blev hun formand for Herningegnens Lærerkreds. Hun er vild med teater og musik og har i år købt billet til både Bruce Spring-steen og Fleetwood Mac. Hun forstår også selv at indtage scenen. Når Danmarks Lærerforening holder kongresser, er hun ikke sen til at komme på talerstolen, og ofte får hun hele salen til at grine, når hun leverer de hårde politiske budskaber.