Læsningen af denne antologi rejser et stort spørgsmål om, hvorvidt den sammenhæng, der postuleres skabt af de sammenbragte tekster - nemlig en grundbog til et fag - bliver til den helhed, der kan inspirere og engagere de lærerstuderende, som grundbogen henvender sig til! Skaber bogen den sammenhæng, de studerende vil bringe med sig videre ud i andre dele af studiet og senere i arbejdslivet som lærere? Mit svar er, at det gør den ikke. Her bliver det de studerendes underviser i faget, der skal skabe sammenhængen.

Dette er en artikelsamling, der i højere grad vil udfordre læreruddannelseslæreren end de studerende! Hvordan skal der arbejdes med de enkelte artikler? Hvordan skal artiklerne bringes sammen - eller sættes op mod hinanden? Bogen stiller med sit valg af artikler på den måde egentlig et didaktisk spørgsmål om, hvordan der skal undervises i pædagogikfaget på læreruddannelsen. Jeg mangler en lærervejledning - et støttende stillads. Claus Madsen skriver en indledning til bogen, men her bliver det alene til meget overordnede udsagn.

Bogens opbygning er meget traditionel. Først et afsnit om pædagogiske grundsyn, så et om dannelse, så et om professionalitet, så et om lærerrolle og så endelig et om folkeskolens historie, altså i alt fem afsnit med i alt 11 artikler. Afsnit to om dannelse indeholder tre artikler.

Taget hver for sig er artiklerne meget forskelllige og med meget forskelligt afsæt for indholdsvalg. Også deres læsbarhed er markant forskellig. Den første artikel handler om Wolfgang Klafki og er skrevet af Stefan Ting Graf. Den er lang og grundig. Men hvorfor netop Klafki? Når nu John Dewey nævnes så mange gange i i bogens indledning? Hvor er den tilsvarende grundige artikel om John Dewey og hvorfor overhovedet de to og ikke andre - yngre - kræfter? Den næste artikel, skrevet af Ole Thyssen, er så indviklet og med så mange "Luhmanske" indforståede sætninger, at selv trænede læsere vil have svært ved at følge tråden i artiklen - "nolens volens", hvad betyder det? Som i artiklen om Klafki bruges der også her mange akademiske henvisninger ud ad teksten til original litteratur på tysk, men hvem vil mon læse dem? Genremæssigt er det rigtigt, men hvorfor er der så ikke en eneste henvisning på akademisk vis i den trejde og sidste artikel om dannelse, der er skrevet af Lars Løvlie?

Fælles for alle tre artikler om dannelse er, at de ikke indeholder et eneste aktuelt eksempel fra folkeskolelæreres praksis. De er alle uden empirisk forbindelse til nutidig folkeskolepraksis. Ikke et forskningsprojekt eller udviklingsprojekt inddrages og åbnes for de lærerstuderende i et dannelsesperspektiv. I en tid hvor i særlig grad de pædagogiske fag i læreruddannelsen udfordres netop på forskningsbasering og praksisnærhed, virker dette træk besynderligt. Hvordan skal de lærerstuderende kunne "se" dannelsen, når de møder den?

En bærende ide i antologien er de "refleksionsspørgsmål", der følger hver artikel. Hvorfor ikke bare studiespørgsmål eller arbejdsspørgsmål? Det begrundes med et citat fra John Dewey "at vende et tema i hovedet og underkaste det en alvorlig og sammenhængende overvejelse", men kan man det som lærerstuderende, hvis spørgsmålet lyder: "Hvordan kan man som moderne dannet lærer konkret håndtere iagttagelse af anden orden i undervisningen?" Hvordan ved man som ungt menneske, om man selv er dannet nok til at kunne svare? Hvordan kan man være konkret, når der ikke i den tilhørende artikel selv er et eneste konkret eksempel på dannelse i skolen? Et interessant træk er, at refleksionsspørgsmålene i de første artikler om dannelse er placeret efter artiklerne, hvor de i alle efterfølgende artikler er placeret som bokse i artiklerne. Hvorfor denne forskel? Skal spørgsmålene bruges anderledes i undervisningen? Hvad er signalet?

Lotte Rahbek Schou skriver en inspirerende artikel om fire typificerede lærerroller, mester, meddeler, terapeut og maieutiker. Glimrende at tænke videre i, men også her er der ingen elever og ingen levende lærere til at formidle typerne gennem eksempler!

Det er efter min opfattelse bogens grundlæggende problem. Det kniber med referencerne både til aktuel praksisnær forskning og udviklingsarbejde og til den lærerhverdag, grundbogen skal forberede de lærerstuderende til. Det må man forvente af en grund(ig) bog til en læreruddannelse, der nu igen står på kanten af en helt ny æra.