Min mor har nogle store puslespil, som hun er meget glad for, og som hun samler tit. Så har hun nogle mindre puslespil, som ikke rigtig passer sammen, men ligger blandet i en kasse. Hun får ikke rigtig sorteret dem, så de kan komme i de kasser, hvor de hører til.

Pludselig en dag mangler hun en havbrik i det store puslespil med sejlskibet. Så tager hun bare en af dem, der alligevel ikke rigtig passer ind andre steder.

Måske tager hun en grøn skovbrik og presser den ned i hullet, der hvor der mangler en havbrik. Selv på afstand kan alle jo se, at den brik ikke hører til der. Den ødelægger hele puslespillet.

Måske tænker hun sig om og tager en himmelbrik fra et andet puslespil. En, som har næsten samme farve. Umiddelbart kan ingen se, at der er noget galt med puslespillet, medmindre de kigger tæt på.

Men det er ikke godt for brikken. Den hører jo til i et andet og mindre spil. Den har ikke den helt rigtige farve, og den bliver også skævvredet af at blive presset ned i det forkerte hul.

Min mor får lov til at beholde sit yndlingspuslespil i mange år endnu. Med mellemrum må hun skifte den ene brik ud med en fra et andet spil. Hun vil slide en hel masse brikker op for at bevare sit sejlskib intakt.

Sådan er inklusion. På overfladen ser det godt ud. Men de stakkels børn hører ikke til og får ikke udnyttet deres fulde potentiale. Der er ingen, der kan se på den ene brik, at den i virkeligheden hører til et lille fint og eksklusivt puslespil, fordi man ikke har gidet at bruge den tid, det tager at sortere i den blandede bunke. Børnene skal hele tiden bruge deres energi på at være normale - bare at holde ud at være til - at forestille »Et pænt billede«.