Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En god dag. Jeg kører mod Fyn med et par teenagere på bagsædet.
»Så kører vi forbi Ringsted«, proklamerer jeg.
»Hvad var det, der skete i Ringsted = Et mord!«
Ikke en lyd fra bagsædet.
»Haraldsted Skov«, forsøger jeg.
???
»En engelsk skjald, der synger advarende sange om svig og bedrageri«.
???
»Knud Lavard! Har I aldrig hørt om Knud Lavard?«
???
»Knud Lavard var hertug i Slesvig og blev myrdet af kongesønnen Magnus, fordi Knud var naiv nok til at komme til forhandling med Magnus våbenløs, som de havde aftalt«.
Problemet i ikke at kende historien er, at man mangler tidens dimension.
Virkeligheden fremtræder flad og synkron uden udviklingsperspektivets dybde. For den historieløse bliver demokrati derfor et »system«, man kan vælge blandt andre systemer, hvis man vil.
Den, der kender historien, ved imidlertid, at mordet i Haraldsted Skov fandt sted i vores klanfortid, hvor Danmark i princippet var indrettet på en måde, som ligner den, vi finder i Afghanistan i dag: En svag centralmagt, der endnu ikke er i stand til at kontrollere de lokale krigsherrer, men forsigtigt må balancere mellem skiftende alliancer.
Tanken om, at man på Knud Lavards tid kunne have »valgt« demokratiet, er indlysende tåbelig. Samfundet skulle endnu udvikle sig i mange hundrede år gennem faser som reformationen, oplysningtid, oplyst enevælde, parlamentarisk demokrati, indtil det nærmer sig det, vi endnu har til gode: Det egentlige demokrati uden folkevalgte, professionelle politikere. Dette sidste er vel endnu en næsten umulig tanke: Hvordan ser sådan et samfund ud? Hvordan fungerer det?
Og for folk i Afghanistan må det være tilsvarende svært at forestille sig den reformation eller den oplysningstid, som de endnu har til gode.
Men for den historieløse er det ikke noget problem. Hvis demokratiet ikke er resultatet af århundreders udvikling, men resultat af et nutidigt valg, bliver det hele et spørgsmål om god eller ond vilje, og så må vi sætte vore soldater ind på de godes side. Og det gør vi så.
Det var samme måde, Lenin tænkte på. Han havde siddet på Det kongelige Bibliotek i København og læst Marx. Nu brændte han som en fakkel, måtte hjem til sit elskede Rusland og føre det gennem revolutionen.
»Jamen«, sagde Marx, »jeg taler jo om en arbejderrevolution. I Rusland er der jo endnu kun få procent arbejdere!«
Det vidste Lenin godt, men han havde ild i røven. Revolution skulle der til, så bønderne måtte agere arbejdere. Så i 1917 gennemførte Lenin så Den Store Russiske Ballet, der afsporede den russiske samfundsudvikling på et punkt, man nu må tilbage til for at kunne komme videre.
Man kan ikke revolutionere sig til forhold, som historien endnu ikke er i stand til at give fra sig. Det handler om mental arkitektur, som igen er resultatet af de omgangsformer, traditioner og vaner, der findes på et givet historisk tidspunkt. Som igen er afledt af de forudgående og samtidig forudsætningen for de efterfølgende. Sådan bliver den mentale arkitektur, og dermed samfundets udvikling, til en akkumulerende proces - en historie.
Denne mentale arkitektur kan man ikke ændre med våbenmagt. Redskabet er tid. Bring vore unge hjem fra Afghanistan. De kan intet afgørende udrette der, det kan kun afghanerne.
Steen Larsen er forfatter, dr.pæd.
»Man kan ikke revolutionere sig til forhold, som historien endnu ikke er i stand til at give fra sig«