Endelig ser det ud til, at der er ved at gå hul på bylden. Det formelig vælter ud fra kredsene i disse uger og måneder med dokumentation for den virkelighed, lærere på gulvet har levet med i årevis: »Rummelighedens« amokløb. I København, i Ballerup og i Middelfart for bare at nævne de sidste par ugers høst.

Elever med særlige behov svigtes rutinemæssigt, undervisningen i masser af klasser hakkes i stumper og stykker af fejlplacerede elever, og lærerne er magtesløse. Mange af dem oplever, at deres hverdag er blevet en kampzone. Selv om læreren måtte komme ud af den daglige kamp om magten i klasserummet som sejrherre, er den opslidende, ja, på langt sigt direkte invaliderende. Ingen holder til at leve i konstant, adrenalinpumpet alarmberedskab. Hver fjerde lærer udsættes ifølge FTF for fysisk og/eller psykisk vold fra eleverne, og 84 procent af byskolerne har problemer med undervisningsforstyrrende uro ifølge Skole og Samfund (2005), der samtidig kan oplyse, at skolerne (læs: skolelederne) overhovedet ikke bruger det register af sanktioner, der står til deres rådighed. Til overflod fastslår også Pisa, hvad enhver lærer ved, at »undervisningsforstyrrende uro« er den mest destruktive faktor af alle i forhold til elevernes udbytte af skolegangen. Og i forhold til rekruttering og fastholdelse af lærerne, kan man roligt tilføje.

Samtidig viser erfaringerne, at en hel del af problemerne faktisk kan takles rimeligt enkelt og effektivt, når ledelse og lærere står last og brast omkring et nøje tilpasset sæt af klare normer og tydelige sanktioner. DLF skal føre an i dette arbejde. Derfor er det rigtig godt, at kredsene nu endelig tør gribe om nælden.