Ørerne sidder endnu. Man skal som bekendt høre meget, inden de falder af. Men det er temmelig bemærkelsesværdigt og langtfra tilfældigt, at historiker og forsker Anders Holm Thomsen udkommer med debatbogen "Hvem ejer skolefaget Historie? En kritik af overgreb på kulturarv og fagtradition" på Informations Forlag. Af alle dage den 9. april.

Denne besynderlige finurlighed fra forlagets side har resulteret i en særdeles - for historiefolk - interessant bog. Den er nem at læse. Og velskreven. Og på dens egne præmisser hænger den elegant sammen. Bogen er vel nok det mest gennemført konservative debatbidrag, der er set på dansk i mange, mange år. Den er forrygende, ja, nærmest aggressiv sine steder.

Forfatterens didaktiske univers er overordentligt entydigt: "... skolefagets mål [er] at viderebringe viden om forældregenerationens kulturarv - som en fælles forståelsesramme og grundlag for tilhørsforhold, samfundssind og folkestyre - så giver det nærmest sig selv, at historiefagets eksistensberettigelse og egentlige essens er en kanon".

Størstedelen af bogen er bygget op som en gendrivelse af fem såkaldte karakteristika ved moderne historiedidaktik, som er imod snæver kanontænkning. Trækkene skal frem i lyset. Afdækkes. Afsløres.

Anders Holm Thomsens faglighedsforståelse er dækket ind, når man tilstræber ren vidensformidling, elevernes videnstilegnelse og entydig traditionsformidling. Begrebet historiebevidsthed er den mest centrale faktor i historiefagets ulykkelige situation, men bag det hele er en skæbnesvanger elevcentrering krumtappen i fagets forfald. Alt sammen stædigt fremført og fastholdt gennem årtier af et snævert, men stærkt ekspertmiljø, som tidligere bekæmpede det borgerlige Danmark, og som nu - efter Murens fald - kæmper for multikulturalisme.

Danmarkshistorie står aldrig i flertal, og kronologi er aldrig bare et redskab.

Debatbogen er fuldstændig opdateret omkring det igangværende Fælles Mål II-arbejde, og her og andre steder bringes både navngivne og ikke-navngivne personer direkte i skudlinjen. Selv vores liberalt orienterede undervisningsminister bliver helt bevidst og meget bombastisk hængt offentligt til tørre. Overhalet markant indenom. Det må være en særlig fornemmelse.

Desværre har forfatteren ikke megen forstand på historieundervisning. Om nogen. Heller ikke læring og læringsovervejelser optræder på nogen måde i hans bog. Og selv den mest simple refleksion om, hvem de elever, vi beskæftiger os med i skolen, egentlig er, ser man forgæves efter.

Hans blankslidte terylenebuks af en holdningstilkendegivelse vil være meget velegnet til brug på historielinjefagshold på seminarierne - og selvfølgelig for den interesserede historielærer.