Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Måske er det landets største kapacitet inden for teoretisk pædagogik, der fylder år, når professor i pædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Mogens Nielsen, bliver 70 år den 29. marts. Men det er samtidig et menneske, der aldrig har pralet af sin viden, og som på sin egen behagelige måde går stille med dørene, uanset hvor meget han ved.
Mogens Nielsen var lærer i folkeskolen fra 1952 til 1960, hvor han tog psykologisk embedseksamen fra Københavns Universitet. Fire år senere skrev han magisterkonferens i pædagogik og blev ansat som forskningsbibliotekar ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek, samtidig med at han var psykolog og lærer ved Københavns Forsøgsskole.
I 1974 blev han konstitueret som professor i pædagogik ved Danmarks Lærerhøjskole, og fra 1979 kunne han stryge det konstituerede.
Hans indsats på folkeskoleområdet har været meget omfattende. Da det fireårige projekt, 'Folkeskolens Udviklingsprogram', i begyndelsen af 1990'erne skulle afsluttes, var det Mogens Nielsen, der sammen med to andre resumerede de 6.500 rapportsider. Det blev til værket 'Folkeskolen: Visioner og konsekvenser', men det blev den aldrig kaldt. Daværende undervisningsminister, Bertel Haarder, sagde, at den slags var der ingen grund til at tygge drøv på. Bogen fik derfor kælenavnet 'Drøvtyggerrapporten'.
I 1993 modtog Mogens Nielsen DLF's Stinusprisen for sin indsats i forbindelse med den nye folkeskolelov. Han er blevet kaldt polyhistor, fordi han er vidende på mange felter. Men næppe mange kender til hans kompetencer inden for ornitologi, geografi og biologi, og få ved, at han er en ivrig læser af værker om klassisk og nordisk arkæologi. De færreste ved også, at Mogens Nielsen er en habil trædrejer. Interessen for træarbejde hænger sammen med engagementet i fagene sløjd og håndarbejde, og som pensionist skal Mogens Nielsen være med i seniorklubben på Dansk Sløjdlærerskole.
Det bliver nu især kunst- og kulturhistorie, Mogens Nielsen vil kaste sig over, specielt romantikken, renæssancen og barokken. Helt slipper Mogens Nielsen ikke det pædagogiske. Han er nemlig parat til at fortsætte som formand for bestyrelsen for Blaagaard Seminarium og også som medlem af Lærerseminariernes Bestyrelsesforening.
Mogens Nielsen holder afskedsforelæsning den 30. marts, klokken 14.30, i universitetets festsal.