Og nej, her er der ikke tale om et nyt, popsmart, pædagogisk modeord, der ligesom så mange før kun har været designet til at give læreren dårlig samvittighed over ikke at slå til. Det skal heller ikke bruges til en indføring i et tankesæt omkring sekteriske, pædagogiske finurligheder.

Jeg vil denne gang gerne løfte min pegefinger og sætte fokus på lærernes afgørende betydning for snart sagt alt inden for skolen. Vi bliver nødt til en gang imellem at holde fast i det uomgængelige faktum, selvom der i grunden ikke er noget nyt i det.

Hvis en lærer er usikker, bliver eleverne usikre - hvis en lærer er meget væk, bliver eleverne usikre - hvis en lærer ikke ønsker at undervise inden for et bestemt emne eller efter en bestemt metode, så bliver eleverne bare ikke undervist inden for dette emne eller efter den metode. Sådan!

Ingen lovgivning, ingen skoleleder med nok så megen pondus kan gennemtvinge det. Man kan jo ikke stå i samtlige klasseværelser og holde øje med, hvad der foregår, vel?

Og det skal man heller ikke, for det er i princippet rigtigt at belægge lærerne med tillid. Men den visdom er ikke ny, og udvikling af skolen skabes derfor også af debat og argumentation.

Men hvor lang tid er det rimeligt at 'vente' på, at tingene ændrer sig? Man kan godt fundere over, at den 'nye' skolelov, som vi stadig kalder den, ikke har større gennemslag i dagligdagen i skolen. Den har dog endda nogle år på bagen og har et grundlag, der kan sikre lærerne mulighed for at organisere undervisningen bredt, men trods de gode intentioner fik loven et gevaldigt skud for boven, da vi for år tilbage fik læseundersøgelserne og en dermed øget satsning på læseindlæring. Her var virkelig noget, vi lærere kunne, og man gik for alvor i gang med at skærpe klingerne på læsning. Alle kunne jo nemt blive enige om, at læsning, det var vigtigt. Det bar synlig frugt, og eleverne fik dermed en saltvandsindsprøjtning, fint nok. Men de nye pædagogiske vinde fik dermed et tilbageslag.

Det er for alvor problematisk, når vi i skolen nærmest stædigt fastholder at undlade at beskæftige os bredt med den kommunikationsudvikling, der i de sidste ti år har fjernet skolens undervisning mere og mere fra det, der foregår i hovederne på eleverne. Billedmedierne er fortsat deres foretrukne medie, og vi er langt fra at forstå, hvad det betyder for deres dannelse og læring, for det er ikke et tema i forskningen endnu. Vi må og skal som lærere sørge for at tage denne udvikling med i vores undervisning allerede fra starten af skoleforløbet. Der bliver for stor afstand mellem det, vi gør i skolen, og det, eleverne vælger, når de har fri.

Vores performance i pædagogisk sammenhæng skal nøje tage højde for elevernes ballast - det, de har med sig i rygsækken, når de kommer til skolen. Det er de færreste, der kommer med bogstaver og sætninger, men de har et hav af billeder fra film, tv, computerspil og video.

Det er trods alt os, der sætter dagsordenen i klassen - det giver os et fantastisk stort ansvar, men også uanede muligheder for at gøre brug af elevernes kommunikative kompetence, gøre dem i stand til at forstå og formidle og dermed gøre dem til bedre mennesker.

Per Sloth Møller er leder af Medieværkstedet Svendborg og projektleder af Medie@bc