Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det var med sorg, at vi på Svinninge Skole den 8. februar 2001 modtog meddelelsen om Ole Aage Hansens alt for tidlige død. Vi tog for halvandet år siden afsked med Ole som kollega og glædede os sammen med ham over, at han nu fik masser af tid til sine sysler i haven, der altid var utrolig flot og perfekt, tid til at cykle lange ture ud i naturen og hygge sig med familien. Men desværre indtrådte sygdom, som gjorde det svært for Ole at nyde sit otium ret længe.
Ole kom til Svinninge Skole i 1965 og virkede der al sin lærertid som en respekteret og afholdt lærer. Han var en dygtig sløjdlærer, som forstod at få eleverne gjort interesseret i faget - med hans hjælp og ekspertise. Derudover var Ole en dygtig matematiklærer - og blandt eleverne afholdt for sin glade indgangsvinkel til dem.
Ligeså var Ole en afholdt kollega, der altid samlede kollegerne omkring sig ved festlige lejligheder, hvor han spredte glæde med sit gode humør.
Vores tanker går til Oles familie, som har været igennem en svær tid.
På vegne af tidligere kolleger
på Svinninge Skole
Lis Konggaard Larsen