Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Siden sidste ombygning i 1996 af DLF's ejendom i Vandkunsten 12 i København er det samlede antal medarbejdere øget med 16. Antallet af sager om lærernes psykiske arbejdsmiljø og arbejdsskadesager vokser eksplosivt. Danske Underviserorganisationers Samråd har sine ansatte i bygningen, og Folkeskolensredaktion er vokset og har trukket layoutarbejdet fra Århus til København.
Pladsproblemerne er indtil nu søgt afhjulpet ved at indrette dobbeltkontorer, opsætte interimistiske skillevægge, ved at nedlægge mødelokaler og ved at flytte medarbejdere ud på en anden adresse.
På sit møde i sidste uge besluttede hovedstyrelsen at indrette den uudnyttede tagetage til kontorer. Samtidig med ombygningen skal samtlige vinduer til gårdsiden udskiftes. De to projekter kommer til at koste godt 14 millioner kroner. De finansieres over foreningens ejendomsfond. Der spares mellem 175.000 og 250.000 kroner til stilladser og byggeplads ved at gennemføre begge dele på én gang.
'Det er svært at være imod, for de ansatte skal jo have et sted at sidde', sagde Anders Bondo Christensen, men han efterlyste samtidig en prioriteringsdebat. Det var formand og næstformand enige i. Anni Herfort understregede, at pladsudvidelsen var til nuværende ansatte, og Stig Andersen fremhævede, at ombygningen betyder, at ejendommen stiger i værdi.
Heller ikke Peter Hess-Nielsen ville stemme imod.
'Jeg går ind for en stærk central forening og er imod decentralisering, men ombygningen er måske en anelse provokerende, når man lige har læst de mange postkort fra medlemmerne', sagde han.
Ombygning og vinduesudskiftning blev vedtaget af den samlede hovedstyrelse.