Lærermangel opstår af samspillet mellem mindst tre faktorer: Det stigende antal børn i den skolepligtige alder kræver flere lærere. Der er for få, der vil være lærer, og endelig er antallet af fratrædende/pensionerede lærere stigende.

Hvordan kan vi så påvirke de nævnte tre faktorer? Børnetallet kan ikke ændres på kort sigt. Men vi kan ændre på lærernes løn- og arbejdsvilkår, så antallet af fratrædende lærere falder. Dette vil være hurtigtvirkende og med stor effekt antalsmæssigt. Samtidig vil jobbet blive mere attraktivt og søgningen til læreruddannelsen og antallet af nyuddannede stige. Antallet af nyuddannede lærere afhænger også af frafaldet undervejs i uddannelsen. Endelig kan man måske omskole andre faggrupper uden en seminarieuddannelse. De sidste to faktorer vil være langsigtede og formodentlig talmæssigt af ringere betydning.

Nylige undersøgelser viser, at 20 procent af de nyuddannede lærere efter et år i jobbet retter blikket mod job uden for skoleverdenen. Efter to år i lærerjobbet er gruppen af lærere, der ønsker karriereskift, vokset til godt 33 procent.

Helt at undgå frafald er hverken muligt eller ønskeligt. En umotiveret lærer, der har jobbet på trods, er ikke en god lærer. Men frafaldet kan gøres mindre ved en bedre modtagelse af de nye lærere og ved indslusningsordninger, så overgangen fra uddannelse til lærerjob ikke bliver så stort et realitetschok.

Endelig må man også tale om løn, når der tales om bedre vilkår. Lærere har aldrig hørt til de højtlønnede. Slet ikke, når man tager jobbets betydning for samfundet i betragtning. Her deler lærerne skæbne med andre omsorgsarbejdere eller kaldsarbejdere som sygeplejersker, social- og sundhedsarbejdere og pædagoger. Ens for disse grupper er det tiltagende stressende arbejdsmiljø og et tilsvarende frafald på grund af fysisk og, ikke mindst, psykisk nedslidning. Mangel på arbejdskraft tegner sig i disse sektorer.

Det hænger ikke sammen

Alt dette er dybest set skabt af politikernes ønsker om højere kvalitet for de samme penge. Og så taler mange politikere om skattestop og senest de Konservative om nedsættelse af skatterne? Det skulle finansieres af effektivisering i den offentlige sektor. Altså yderligere tempoøgning og stress. Det hænger ikke sammen.

Blandt de mere erfarne lærere er væsentlige begrundelser for ønsket om tidlig fratræden dels de dårlige vilkår, der udspringer af arbejdstidsaftalerne, dels det dårlige fysiske arbejdsmiljø, der har udviklet sig på mange skoler gennem de senere års overenskomster og sparerunder. Et generelt øget tempo og ønske om forandringsparathed og ændrede samarbejdsformer i skolen har taget arbejdsglæden fra en del lærere med tidlig pensionering til følge.

Når der tales om lærernes arbejdstid, vil jeg en gang for alle hamre en pæl igennem myten om de lange sommerferier. En lærer har en arbejdsuge på 37 timer og som alle andre fem ugers ferie. Uger uden skemalagt undervisning bruges til evaluerings- og planlægningsopgaver og kurser samt til afspadsering af timer optjent ved mødeaktiviteter, lejrskoler, forældresamarbejde. Timer, der typisk ligger uden for normal arbejdstid, om aftenen og i weekenden.

Hvordan holder vi de ældre lærere i jobbet? Her drejer det sig især om at fastholde engagement og lyst. Respekt for og anerkendelse af lærernes arbejdsindsats er vigtig. Vis, at man er glad for deres indsats. Tag stresset fra dem. Giv dem mere tid i hverdagen. For eksempel ved at forlange mindre undervisning af dem. Forkæl dem ved tildelingen af arbejdsopgaver. Bedre vilkår kan også være tilbud om efteruddannelse på ordentlige vilkår. Alt dette for at give incitament til at blive lidt længere i jobbet.

Derfor, kære kommunalpolitikere: Ikke mere stress. Giv lærerne arbejdsglæden igen. Lad dem genvinde den tabte respekt. Det er helt afgørende for kvaliteten i jobvaretagelsen, at læreren har lyst og engagement med i arbejdet. Kort sagt: Bak op om jeres ansatte. Prøv med noget personalepleje som i det private erhvervsliv. Det koster penge, ja, men det er afgørende, når læreren, ung som gammel, skal vælge, om hun vil blive i branchen.

Uddannelsen skal gøres attraktiv

De demografiske faktorer er desværre til ugunst for søgningen. Det stigende børnetal falder sammen med et fald i ungdomsårgangene. Altså færre om budet.

Der er en naturlig sammenhæng mellem løn- og arbejdsvilkår for de færdiguddannede lærere og søgningen til lærerseminarierne. Der er også en forbindelse mellem kvaliteten af læreruddannelsen og frafaldet af uddannede lærere. Har man ikke fået værktøjerne med sig fra seminariet, er risikoen for et utilfredsstillende arbejdsliv og lysten til at søge andet job selvfølgelig større.

I sig selv er det selvfølgelig godt, hvis en læreruddannelse ikke er en blindgyde, men også kan bruges som afsæt til andre job. Men for folkeskolen, hvor fundamentet for al videre uddannelse lægges, er det skidt, hvis man ikke får besat ledige lærerstillinger med veluddannede lærere, også i udkantområder.

Seminarierne skal gøre uddannelsen attraktiv, udtalte undervisningsminister Margrethe Vestager for nylig.

Men det er i høj grad et politisk ansvar at give seminarierne mulighed for dette, både gennem de ydre rammer (loven) og med de fornødne økonomiske midler. Tænk blot på de store investeringer, der skal gøres på IT-området. Statsministerens gyldne løfter i nytårstalen og under Bill Gates' nylige besøg i Danmark er ikke nok. Der skal handling bag ordene.

Hvad har man så gjort politisk for at højne kvaliteten i læreruddannelsen og dermed gøre den mere attraktiv? Jo, to nye læreruddannelseslove inden for samme årti! I 1991 og så sent som i 1997. De første lærere uddannet efter den nye lov kommer ud fra seminarierne i 2002, så vi har endnu det håb, at loven kommer til at virke efter den ambitiøse hensigt: At styrke det faglige niveau uden kvalitetstab på det pædagogiske niveau.

Men jeg er bange for, at de politiske kompromiser under skabelsen af læreruddannelsesloven har sat os mellem to stole. Af den simple grund, at det ikke lader sig gøre at øge kvaliteten uden at ville betale prisen: At gøre læreruddannelsen femårig, så der er plads til at øge både fagligheden og det pædagogiske niveau.

En sammenligning med gymnasieverdenen. Gymnasielærere har typisk fem-seks års faglig uddannelse i to fag efterfulgt af cirka et års pædagogikum (alt for lidt). I alt seks-syv års studier til at få undervisningskompetence i to fag.

I læreruddannelsen skal seminarierne uddanne lærere i fire liniefag på bachelorniveau. Samtidig skal vi give dem pædagogisk kompetence. På fire år? Det hænger ikke sammen.

Nu har politikerne presset fem-seks års studier ind på fire år ved at skære lige præcis de pædagogiske kompetencer væk, som en lærer skal have for at kunne tackle tidens forhandlerbørn. Studiet er så koncentreret, at flere studerende frustrerede springer fra undervejs. Værktøjerne kommer ikke på plads. Det giver problemer, især for den nyuddannede lærer. Fratræden kan blive resultatet.

Derfor, kære Margrethe Vestager: Politikerne skal med tid og penge hjælpe seminarierne til at øge læreruddannelsens kvalitet og gøre den mere attraktiv.