25 år med vejledning

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er behov for tandhjul, hvis tingene skal køre rundt. Derfor er det meget passende, at Tandhjulsforeningen, Foreningen for skolevejledere og skolekonsulenter i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, holder jubilæumslandsmøde i Middelfart fra den 21. til den 23. marts. Jubilæet gælder 25-året for indførelsen af Undervisningsministeriets bekendtgørelse, som var den egentlige basis for etableringen af foreningen den 1. august 1976. Før den tid var der tale om en konsulentforening. Foreningen er en såkaldt faglig-pædagogisk forening under Danmarks Lærerforening, men i de senere år har den markeret sig selvstændigt blandt andet ved at udgive et meget læst medlemsblad, ved at arrangere konferencer og ved at markere sig i debatten. I samme periode er der blevet flere stillinger inden for området med det resultat, at medlemstallet er øget fra 700 til 1.300 siden 1991. Alene i år 2000 blev medlemstallet øget med 250. Jubilæet markeres med en stribe talere og paneldeltagere lige fra undervisningsministeren Margrethe Vestager til operachef Kasper Holten.