Lektor Jens Christian Jacobsen er politisk ukorrekt. I hvert fald hvad angår skole-hjemsamarbejdet, som han underviser i på Københavns Dag- og Aftenseminarium. Det så man klart ved en F-2000-konference i Køge i forrige uge.

Konsulent Steen Harbild, Undervisningsministeriet, indledte således sit oplæg - og dermed konferencen - med at smække en transparent op på lærredet. Det var en artikel. Den havde overskriften: 'Skole/hjem samarbejdet - en misforstået dansk konstruktion'.

'Denne artikel har været bragt i Skole og Samfunds blad, 'Skolebørn'', sagde Steen Harbild. 'Vi lader den stå et øjeblik', tilføjede han med et sigende blik til forsamlingen af repræsentanter fra ministerium, kommuner og skoler og gik så i gang med sit oplæg om læseplanerne som udgangspunkt for mere forældreindflydelse på undervisningen 'på det lokale niveau'.

Artiklen om den misforståede danske konstruktion hørte vi ikke mere om. Det var et interview med Jens Christian Jacobsen.

Hvad mener du med, at skole-hjemsamarbejdet er en misforstået dansk konstruktion?

'Skolebestyrelsesideen er hentet i det private erhvervsliv, hvor bestyrelsen har en kontrolfunktion. Det blander man så med en god portion dansk grundtvigianisme, hvor samtalen er det bærende element i et samarbejde. Det kalder jeg en misforstået dansk konstruktion: At kombinere ligeværdig samtale med en kontrolfunktion, det kan kun skurre', siger Jens Christian Jacobsen, der var lærer i Gentofte Kommune fra 1974 til 1994.

Der står i folkeskolelovens formålsformulering, at skole og forældre skal samarbejde om børnenes læring?

'Det samarbejde skulle reduceres til, at skolen meddeler hjemmene børnenes standpunkter og sociale og personlige udvikling, gerne fyldigt og rummeligt. Men det må principielt blive i en meddelesesform og ikke i en diskussionsform. Forældrene skal ikke være ligeberettigede i diskussionen om, hvad det er, lærerne går og laver. Det har de ikke forstand på. For forældrene er børnene børn, for lærerne er de elever'.

Dansk dårlig samvittighed

Man kan også se bestyrelsestanken i et andet lys, mener Jens Christian Jacobsen, nemlig som samfundets dårlige samvittighed.

'På den ene side opfordrer finansminister Mogens Lykketoft forældrene til at arbejde mere og mere, på den anden side vil man jo så gerne have kontrol med, hvad der sker, mens man er på arbejde, de steder, hvor ens børn bliver passet. Det er også en selvmodsigelse. En ægte interesse for sit barns udvikling har man ikke tid til. Skolebestyrelsestanken skal kompensere for dansk dårlig samvittighed'.

Skal folkeskolen ikke til enhver tid løfte den givne opgave?

'Og være opdragelsesagent?' svarer Jens Christian Jacobsen vrængende. 'Jo, selvfølgelig. Skolen hverken kan eller bør undgå den opdragende funktion. Men stadig væk, hvad der foregår på skolen, det er lærernes og ledelsens ansvar, det er ikke forældrenes halve ansvar. Skole-hjemsamarbejdet er et pseudosamarbejde, det er et besøgsdemokrati'.

Jens Christian Jacobsen har selv for tiden, som forælder, en sag kørende med bestyrelsen på datterens skole i Gentofte. Bestyrelsen har lavet et sæt etiske IT-regler (informationsteknologi) for skolen, fortæller han, for eksempel må eleverne ikke fremføre ekstreme synspunkter, når de chatter på Nettet, de må ikke bande, og de må ikke fylde for meget, fordi det belaster Nettet.

'Det illustrerer meget godt, hvad jeg taler om:

Det er utidig indblanding. Det udtrykker mistillid til, om IT-læreren kan forvalte elevernes omgang med mediet'.

Bestyrelsen har ifølge reglerne ret til i samarbejde med ledelsen og lærerne at udstikke pædagogiske retningslinier og principper for skolens virke, medgiver Jens Christian Jacobsen, 'men spørgsmålet er, om det er rimeligt'.

Fuldstændig som i Sovjet-tiden

Han har også eksempler fra sin egen tid som lærer i Gentofte.

'Vi havde fået en nye historiebog skrevet af Svend Skovmand. Den skulle så godkendes af skolenævnet, som det hed dengang. Da den kom tilbage, var den fyldt med hvide plamager fuldstændig som i Sovjet-tiden. Der var sat sedler ind over tekststykker, som eleverne ikke måtte stifte bekendskab med. Så kunne jeg selv stykke resten sammen - det måtte jeg godt bruge'.

'Det var absurd, og jeg ved godt, at det er et sikkert meget sjældent forekommende eksempel på, at forældre blander sig i ting, de ikke har indsigt i, men det illustrerer meget godt, hvad det er, jeg mener med en misforstået konstruktion'.

'Jeg kan også huske en anden gang, hvor jeg blev kaldt op til skoleinspektøren, som havde fået en forældrehenvendelse via skolebestyrelsen om, at jeg bekæftigede mig for meget med Sovjetunionen i geografi. Så siger jeg - hvad vil for meget sige? Ja, jeg havde beskæftiget mig med det i to måneder. Han ville godt spørge mig om min begrundelse for det. Så viste jeg ham geografibogen og sagde: Sovjetunionen fylder tre fjerdedele af stoffet for i år, er det så ikke meget rimeligt at bruge to måneder af et skoleår på det? Nå jo, sagde han. Men det havde skolebestyrelsen ikke interesseret sig for. De havde ikke engang gidet slå op i den pågældende bog. De syntes bare, hov, dér er en lærer, han er nok rød, ham må vi stoppe'.

'Skolebestyrelserne har formelt set stor magt, og jeg frygter de tilstande, hvor en lærer, der ikke er politisk korrekt, bliver kaldt ind på inspektørens kontor, hvor inspektøren så siger til ham: Du ved, hvad der sker i de her år, højrefløjen kridter skoene op og står fast, og hvis jeg var dig, ville jeg søge et andet arbejde. Det betyder ikke, at du er afskediget, det betyder, hvis jeg var dig, så ville jeg . . .'

Jens Christian Jacobsen underviser i de pædagogiske fag på seminariet - skolen i samfundet, pædagogik og psykologi, og han gør sin pligt, også når emnet er skole-hjemsamarbejde.

'Jeg fortæller de studerende om lovgivningen, og så siger jeg, hvad jeg selv mener. Jeg har tillid til, at de så selv finder ud af det'.

På konferencen i Køge om F-2000 kom Jens Christian Jacobsen ikke til orde, men nu er hans kritiske vinkler ført ud i større offentlighed.jvo