'Indimellem kan man mene at se en kamæleon, når man ser sig selv i spejlet'.

Dette stod at læse i Esbjerg Lærerforenings blad i januar, hvor Nils Thorlund reflekterer over dilemmaet mellem visioner og ressourcer: 'Politik er en fordeling af knappe ressourcer, og sådan er det jo. Men politikerne har en ulyksalig evne til at adskille økonomi og indhold. Hvorfor skal vi nu til at snakke penge? lyder det i et pikeret tonefald, når man formaster sig til at bringe det kedelige faktum ind i en visionær debat. Måske fordi visionerne bliver pillet først af tavlen, hvis man erkender sammenhængen mellem dem og økonomien - politikerne vil ikke være uden visioner. Ganske vist skaber visioner, der aldrig bliver til mere end det, frustrerede lærere, og frustrerede lærere kan ikke være visionære, men så skifter politikerne strategi. Den går altid på at besynge den aktuelle situation. De er jo selvfølgelig også selv ansvarlige for den, så . . .'.

Nils Thorlund slutter sit indlæg med et 'Lad os høres ved efter overenskomstforhandlingerne'.

Vi har nu et aftaleresultat, der betyder større afhængighed af de politikere og kommuner, der er mestre i at adskille økonomi og indhold, når riget fattes penge. Den enkelte lærer kan pålægges flere opgaver inden for samme arbejdsnorm, og dem med mange undervisningsopgaver kan rammes hårdest. Det er ikke kun 'en knast' i resultatet.

Det er ikke kun i Esbjerg, man har de erfaringer, Nils Thorlund deler ud af. Kredsene i DLF meldte ind, at der ikke måtte ske forringelser af forberedelsestiden, og stillede krav om centrale aftaler, fordi de ved, det ikke kun handler om kredsenes egen dygtighed, når man skal forhandle decentralt.

Vi står nu i den situation, at vi skal kunne se os selv i spejlet og medlemmerne i øjnene. Det er ikke godt, hvis det er en kamæleon, der toner frem.

Astrid Schjødt Pedersen

medlem af DLF's hovedstyrelse