God undervisning kræver god tid til forberedelse og efterbehandling. Her står vi urokkeligt fast . . . Enhver form for forringelse vil blive mødt med nej, nej og atter nej.

Sådan sagde Anni Herfort på kongressen i 1997, og det citeres hun for på en plakat, som i denne uge er sendt ud til alle folkeskoler. De syv hovedstyrelsesmedlemmer, der stemte nej til overenskomsten, en række lokalkredse og en gruppe kredsstyrelsesmedlemmer mener, at forliget er en forringelse af forberedelsestiden, og de har selv tænkt sig at stemme nej, nej og atter nej ved urafstemningen. Sammen men plakaten følger et skema til beregning af den enkelte lærers arbejdstid i en fremtidig aftale og et eksempel på en beregning, der kommer frem til, at der kan proppes godt 100 ekstra timer ind i en lærers skema i den nye aftale.

Forvrænget

'Deres eksempel giver et forvrænget billede af, hvordan tingene vil komme til at se ud. Det er ikke oplysning, det er agitation på et mangelfuldt grundlag', lyder Anni Herforts kommentar.

'Jeg står selvfølgelig ved det, jeg sagde på kongressen, og jeg anbefaler et ja, fordi jeg mener, at lærerne er sikret den nødvendige tid til forberedelse i aftalen'. 'Men', fortsætter hun, 'som den politiske situation udviklede sig efter kongressen, var vi nødt til at tænke på en ny måde. Ellers kunne medlemmerne med rette have kritiseret både mig og den samlede hovedstyrelse for nøl'.

Anni Herfort har intet imod, at der laves kampagner for andre synspunkter. 'I et demokrati er det vigtigt, at alle kommer frem med deres meninger', siger hun. 'Men når hovedstyrelsens nej-sigere vælger at kalde deres plakater og skemaer en 'oplysningskampagne', så kræver det en meget høj grad af saglighed, som kampagnen desværre ikke indeholder'.

Den nye arbejdstidsaftale bygger på nogle forudsætninger, som nej-fløjen ser helt bort fra, derfor holder deres talsammenligninger ikke, mener Anni Herfort.

'Enhver kan se, hvordan lærernes individuelle forberedelse bliver mere og mere presset, fordi der er en masse opgaver, som skal løses sammen med kolleger på skolen. Derfor har vi lavet en aftale, som sætter hegn om den enkeltes forberedelse, og samtidig har vi sikret tid til både lærersamarbejde og skoleudvikling'.

'Forudsætningen for aftalen er, at der sker en lang række ændringer. Derfor kan man ikke bare putte tallene fra den gældende aftale ind i et nyt skema og så sammenligne. For aftalen vil tvinge ændringer igennem. En lærer, der har mange undervisningslektioner, vil oftest også indgå i mange samarbejdsrelationer, så i praksis vil der ske en skævdeling, så han får tildelt mere samarbejdstid. Det kan man for eksempel ikke se af deres gennemsnitssammenligninger'.

Anni Herfort er meget kritisk over for de konkrete tal, der opregnes. Skal læreren ikke på én eneste ekskursion? Hvad med lejrskolen eller hytteturen, spørger hun og remser op:

- I betroet tid er der ikke afregnet for uforudsete opgaver generelt, kun for spontane forældre- og elevhenvendelser uden for arbejdspladsen.

- De 125 timer er minimumstid til samarbejde og udvikling. Der er ikke afregnet for alle typer lærersamarbejde, men kun for samarbejde i faste rammer omkring elevgrupper og fag. Samarbejde med psykolog og andre faggrupper er for eksempel ikke medregnet.

- 70-timers-puljen udgår helt i nej-folkenes eksempel. Også det er forkert. Løbende evaluering og målfastsættelse for eleverne skal for eksempel med dér, og det samme gælder uforudsigelige og uforudsete opgaver i forhold til undervisningen.

'Og så videre, og så videre', siger Anni Herfort. 'Min pointe er, at nej-kampagnens sammenligninger ikke holder. Fordi de er forkerte og mangelfulde i sig selv. Og fordi de helt ser bort fra den nytænkning, der ligger i aftalen. Læreren er hårdt presset nu, fordi der hele tiden stjæles tid fra ens egen forberedelse til alle mulige opgaver på skolen'.

Den situation skal sammenlignes med den mulighed for aflastning, som vi har indbygget i den nye aftale, så presset kan flyttes fra den enkelte over til fællesskabet, argumenterer Anni Herfort.

'Det er en afgørende fordel, som nej-kampagnen ser helt bort fra. Der afsættes tid til samarbejde om fælles løsninger i aftalen. Og tiden kan reguleres hen til dem, der er mest pressede'.

Spørgsmålstegn ved hegnet

Anders Bondo Christensen, hovedstyrelsesmedlem og formand for Sønderborg og Omegns Lærerkreds, er en af folkene bag kampagnen. Han forklarer, at den konkrete lærer i Nordborg Kommune, som eksemplet handler om, ikke skal på lejrskole eller ekskursion i år - derfor er der ingen af den type aktiviteter i hendes undervisningstid. Og når gruppen ikke har talt op, hvor meget fælles forberedelse den pågældende lærer reelt deltager i, men blot 'fyldt op' til 125 timer, skyldes det:

'Vi sætter spørgsmålstegn ved, hvor godt man har fået indhegnet den individuelle tid. For jeg har foreløbig hørt fra tre forvaltninger, og ingen af dem har tænkt sig at sætte én time mere af til samarbejde. I det øjeblik et lærerteam har meget fælles forberedelse, vil de engagerede lærere tage af deres betroede tid for at møde velforberedte til undervisningen. I det konkrete tilfælde skulle læreren have 106 timer for at nå op på den forberedelsetid, hun har i dag - det er urealistisk, at en kommune vil afsætte den tid', mener Anders Bondo.

Om 70-timers-puljen siger han: 'Dengang vi fik puljen, lagde foreningen stor vægt på, at det kun var uforudset arbejde med evaluering og målfastsættelse, der lå i puljen, fordi man ønskede, at den planlagte del skulle være U-tid'.

I DLF's faglige kontor understreger man, at der i den nye arbejdstidsaftale både skal afsættes tid til evaluering og målfastsættelse for eksempel i lærerteamet og til uforudsete opgaver i forbindelse med undervisningen.