Engang i slutningen af forrige århundrede kom en far ind i en skolegård i Esbjerg. Han spurgte en tilfældig lærer, om han mon skulle være sønnens klasselærer. Da læreren svarede benægtende, sagde han: 'Vær du glad ved det!' med en tydelig undertone af, at der var øretæver i luften.

Historien er måske lettere fortegnet i erindringen, og den er ikke repræsentativ for hele forældremassen, for dem ved vi så godt som ingenting om. Derimod er det kendt, at der både i årene forud for denne hændelse og op igennem hele det 20. århundrede har været udfoldet en række bestræbelser på at få etableret et samarbejde mellem skolen og forældrene, og at ønsket om et sådant samarbejde i visse perioder har haft bedre vilkår end i andre.

Tilbage i historien

Går vi tilbage til årene omkring 1814-lovens tilblivelse, så står det klart, at skolen blev til på forældrenes præmisser. De økonomiske byrder blev lagt på lokalsamfundet, og skolegangens realisering var helt afhængig af, om forældrene kunne afsætte tid til at undvære deres børns hjælp eller indtægt. Af samme grund fik bønderne plads i skolekommissionen og fik dermed det direkte medansvar for skolegangens tilrettelæggelse. Hyppigt foretrak man hverandendagsskolegang i kombination med en udstrakt frihed til at lægge skoleferierne, så de passede landbrugets behov for børnenes arbejdskraft.

Lærerinstruksen, som knyttede sig til 1814-anordningen, vidnede om, at skolen følte sig i en noget underdanig position i forhold til forældrene. Der stod nemlig:

'Da Forældrene betroe Lærerne i de Børn, de sende til Skolen, det Kjæreste, de have, kunne de og med Føie vente, at disse blive godt behandlede. Af denne som af flere Aarsager maa ingen Lærer tillade sig hvor megen Anledning han end dertil maatte synes at have, at tiltale noget Barn i en haanende, spottende Tone, med Skjeldsord og uanstændige Benævnelser. Endnu mindre maa han tiltage sig Ret til øjeblikkeligen og efter eget Tykke, at tilføie noget Barn legemlig Straf enten med Stød eller Slag . . .'

Hvor skolegangen på landet i den første halvdel af 1800-tallet var på lokalsamfundets præmisser, forholdt det sig anderledes i byen. I København besluttede Borgerrepræsentationen i 1840'erne sig for, at alle børn skulle gå i skole. På dette tidspunkt viser beregninger, at omkring en fjerdedel af børnene stort set ingen skolegang fik. Det gav anledning til et storstilet skolebyggeri og til en øget kontrol med børnenes skolegang. Samtidig måtte man erkende, at der forestod et større oplysningsarbejde over for forældrene. De skulle oplæres til respekt for skolen. Et led heri var at give dem formel adgang til at besøge skolen. I den forbindelse blev det pålagt læreren at 'være dem behjælpelig med gode Raad i Henseende til Børnenes Opdragelse. Naar de bese Skolen bør han ogsaa da venligen modtage dem og tillade dem at overvære Undervisningen, dog at denne ikke derved i nogen Maade afbrydes'. Forældrene fik tilmed ret til at klage, hvis de havde formodning om, at læreren havde forset sig '. . . ved at bruge haard og vilkaarlig Adfærd mod et Barn . . .'

Det er nok tvivlsomt, om besøgs- og klageretten har været benyttet af københavnske forældre i slutningen af forrige århundrede, eller om de har kendt til den. I 1887 blev bestemmelsen fjernet. Det indevarslede en periode i skole-hjemsamarbejdets historie, hvor lærerstanden søgte at placere sig selv i forældrenes bevidsthed som eksperter i børneopdragelse. Et led heri var bestræbelserne på at skabe mere formaliserede rammer om forholdet til forældrene, så man undgik spontane fremmøder på skolen, der efter lærernes opfattelse kunne bidrage til at undergrave børnenes respekt for skolen. Svaret på dette var organisering af forældremøder, der dog ikke altid forløb lige fredeligt. Fra Århus indløb meldinger om tumultariske tilstande - omvendt kunne en lærer fra Holbæk berette om, hvordan forældrene mødte frem til møderne fulde af ærefrygt og klædt i søndagstøjet.

Fremad i historien

I 1918 indførtes forældremøder og skolenævn i gymnasieskolen, men vi skal helt frem til 1933, før noget lignende blev muligt i folkeskolen. I de nye forældreråd sad tre repræsentanter for forældrene, skoleinspektøren og en lærerrepræsentant. Rådet havde rådgivende status og var kun obligatorisk ved københavnske skoler.

På dette tidspunkt blæste der nye reformpædagogiske vinde omkring folkeskolen. Det indebar et krav om, at skolen i højere grad skulle gøre brug af børns legende og udforskende natur. I løbet af 1920'erne gennemførtes flere skoleforsøg med dette som udgangspunkt, blandt andre de kendte Vanløse-forsøg, som mellem 1924-28 tiltrak sig stor opmærksomhed. Den stive klasseundervisning afløstes i skolens yngste klasser af emnearbejder, og udenadslæren blev erstattet med indlæring i eget tempo.

Inspireret af disse nye pædagogiske strømninger forsøgte forældregrupper lokalt at påvirke skolemyndigheder. I Lyngby, nord for København, krævede en forældreforening i 1926-27 oprettelse af skolenævn, der skulle bidrage til at fremme samarbejdet mellem hjem og skole, men som også skulle holde et vågent øje med lærernes brug af deres revselsesret. Sagen udviklede sig ganske dramatisk, idet skoleinspektøren ikke havde opbakning fra lærerside til at indgå i dette samarbejde. I stedet etableredes et mere harmløst fællesudvalg. Udvalget fik ansvar for tilrettelæggelse af forældremøder - samt for fester og sociale arrangementer for hele skolen.

Med den nye tilsynslov i 1933 ændrede udvalget status og blev til et forældrenævn, som fem år efter blev nedlagt på grund af svigtende forældreinteresse.

Til gengæld betød krigsårene et opsving for forældreengagementet både i Lyngby og andre steder i landet. Idrætsdage og skolens festdage kunne samle mange forældre. Til forældremøderne var alle mand af huse, både store og små - hvilket indimellem gav en vis uro i salen. Et nyt fænomen var forældrestudiekredsene. På Bagsværd Skole samledes forældrene eksempelvis i de kolde og mørke krigsaftener til diskussion af Anne Marie Nørvigs bog 'Det Sunde Barn og dets Forældre'.

Perspektiver

Da krigen var slut, og hverdagen igen bød på alternativer, samtidig med at parcelhusfreden sænkede sig, blev det sværere at mobilisere forældrene. En række lovændringer resulterede i en udvidelse af skolenævnenes ansvarsområder. I 1989 kom loven om skolebestyrelserne. På trods af den formelt øgede indflydelse talte stemmetallene deres eget tavse sprog om, at det formaliserede skole-hjemsamarbejde ikke havde vundet forældrenes hjerter. I slående kontrast til den forældreopbakning, som kan mobiliseres omkring den enkelte elev og klasse i form af udflugter, fødselsdage og forældremøder.

Forklaringerne herpå har været mange. Fra manglende overskud i forældremassen til spørgsmålet om, hvor meget eller rettere hvor lidt disse nye organer kunne bestemme. Med historien ved hånden kan man tilmed se en linie tilbage i tid, som viser, at skole-hjemforholdet har været både omskifteligt og potentielt konfliktfyldt. Lærere og forældre har i sagens natur forskellige aktier i skolen. Sådan har det altid været, og sådan vil det formentlig forblive.-

Ning de Coninck-Smith

er lektor ved Syddansk Universitet