Danmark er et forbrugersamfund. Et vælgesamfund. Vi bilder os ind, at vi vælger vor fremtid, vor elskede, vor Gud og vort helbred. De gamle sagde: 'Mennesket spår, Gud rår' og mente dermed, at man ikke vælger fremtiden, men at fremtiden vælger en. For det moderne vælgesamfund er sådan en tanke utænkelig. Hele ens dag går med at vælge mellem en masse ting. Alt er lagt an på et valg. Man vælger uddannelse, tv-programmer, madvarer, statsminister, bilfarve, rejsemål, etik og sin fremtid. Man vælger sundhed eller sygdom.

Tilsyneladende lader ingen sig anfægte af, at folk gang på gang får ændret deres planer, fordi fremtiden bliver en anden end planlagt. Eller sagt på en anden måde: Fordi fremtiden vælger dem. Sådan er det hele vejen igennem. De fleste tror, at de vælger deres elskede, deres eneste ene. Men i virkeligheden er det kærligheden, der vælger dem. Det er meget sigende, at man på engelsk kalder det at blive forelsket 'to fall in love'. Det, der kendetegner ethvert fald eller snublen, er netop, at det kommer bag på en. Sådan er kærligheden. Man møder sin bedre halvdel og skvatter, falder, snubler, styrter lige ned i kærligheden, der pludselig sætter kursen for ens liv. Det er fantastisk at vide, at man kan gå ind i et supermarked for at købe to kilo hakket oksekød, men kommer hjem med 100 kilo skært kvindekød. Ikke fordi det stod på ens dosmerseddel. Men fordi man blev valgt af kærligheden.

Det hører også til vælgesamfundets tankegang, at man kan vælge sig en gud. Det religiøse supermarked får hele tiden flere og flere guder at vælge imellem. Men i kristendommen er tankegangen anderledes. Man vælger ikke Gud. Gud har allerede valgt en ved i Kristus at opsøge os. Mennesket, og ikke Gud, er den udvalgte.

Det er ikke underligt, at man som en forlængelse af hele denne her tankegang mener, at man vælger, om man vil have et godt helbred eller ej. Raskhed og velvære er et spørgsmål om at vælge det rette. Min farmor kaldte sin gode konstitution en gave. Hun takkede sin gud for, at hun havde fået et godt helbred. Da hun blev syg, talte hun fortsat om, at hun havde fået noget.

Nemlig den sygdom, hun led af. Hendes livsmotto var: 'Intet kan du tage, alt kan du få'. Vort hverdagssprog, der er et klogt sprog, fordi det har oplagret erfaring på erfaring, er helt i modstrid med den moderne tankegang, at man vælger og tager, hvad man bestemmer sig for. Det har Johannes Møllehave rammende påpeget i en af sine prædikener. Det hedder at få nogle gode år sammen. Men man kan ikke sige, at man tager nogle gode år sammen. De gode år afhænger nemlig ikke udelukkende af, hvad vi behersker og arrangerer. Det hedder at få et godt ægteskab. Der er ingen, der siger at tage et godt ægteskab. Det hedder at få et godt helbred og få en sygdom. Ikke at tage et godt helbred eller tage en sygdom. Det overordnede begreb er hele tiden det, som ligger uden for vores magtområde. I øjeblikket bilder vi vore børn ind, at alt her i livet er et spørgsmål om valg. Børnene skal vælge en fremtid, de skal vælge en gud, de skal vælge en kæreste, de skal vælge et godt helbred, de skal sågar vælge en etik. Stakkels børn at de ikke også får at vide, at de skal lade sig vælge.

Der ligger rædselsfulde ting uden for vort magtområde, som rammer os, hvor meget vi end beskytter os mod dem. Ulykker, sygdom, død. Det er en kendsgerning, som, hvis vi prøver at fortrænge den, vil ramme os så meget desto hårdere, men vi får også skænket vidunderlige ting, som vi slet ikke har valgt.

Måske et godt helbred, måske et frihedselskende fædreland, måske en dejlig kæreste, måske nogle talenter. Kunsten, som vi i et vælgesamfund på en eller anden måde må have formidlet til vore børn, består i at kunne tage imod disse gaver. At se dem og lade sig tage så meget af dem, at man bliver betaget.

Poul Joachim Stender er dansk præst i Los Angeles