Et fornuftigt resultat

Overenskomsten for de amtskommunale skoler godkendt med 16 stemmer for og fire imod

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Kan I have en fortsat velsignet søndag', lød Anni Herforts farvelhilsen til hovedstyrelsen, da den i søndags havde gennemgået og godkendt løn- og arbejdstidsaftalen for de amtskommunalt ansatte børnehaveklasseledere, lærere, konsulenter og psykologer.

Aftalen ligner den på det primærkommunale område. Og hvor der er afvigelser, er det - stort set - hvor der også er det i dag. Der gives ikke undervisertillæg, som i primærkommunerne, men til gengæld bliver de særlige løntillæg, som nu ligger mellem 13.000 og 18.000 kroner - forhøjet til omkring 25.000 kroner for alle. Sammen med de nye lønforløb betyder det lønstigninger på mellem 25.000 og 40.000 kroner om året. Børnehaveklasselederens 'individuelle tid' bliver på 360 timer.

Tid og penge

John Illum fandt det 'politisk problematisk', at en del af den særlige forberedelse på specialskolerne bliver 'vekslet' til penge. Anni Herfort svarede, at aftalen også gælder for S81's medlemmer,('Speciallæreforeningen af 1981' organiserer lærere, der undervise på specialskoler for voksne. Redaktionen.) 'Og det har været S81's opfattelse, at det i længden er svært at argumentere for, at det kræver mere tid at forberede undervisningsdifferentiering for fire-fem-seks elever, end det gør at differentiere for 25 i primærkommunernes folkeskoler.' Derfor har ressourcerne skullet veksles til højere lønninger nu.

Efter at have fået svar på en række kritiske spørgsmål om aktiviteter med elever i pauserne konkluderede Jan Niedersøe:

'Det ser fornuftigt ud på skoler for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, hvor der er mange hytteture, fester og særlige arrangementer for eleverne'.

Beregninger af lønnen efter den nye overenskomst viser, at livslønnen for lærere bliver over 100 procent af den nuværende, og for børnehaveklasseledere garanteres over 102 procent. Henrik Billehøj mente, at det ville være de store lønstigninger, der skulle få aftalen godkendt, mens Jens Færk undrede sig over, at de 'særdeles gunstige beregninger' ikke kommer ud til tillidsrepræsentanterne.

Anni Herfort forklarede, at tabellen med oversigten over livslønnen ikke kommer med ud i første omgang, fordi oplysningerne sendes ud helt på samme måde, som det blev gjort til medlemmerne i kommunerne.

'Iøvrigt skal aftalen bedømmes samlet og ikke kun på løndelen, og også arbejdstiden kan sagtens tåle en vurdering', sagde hun.

Vivi Hansen ville vide, om lærernes rapportskrivning lå inden eller uden for den individuelle tid.

Svaret lød: 'Det slås fast, at individuel tid hverken må bruges til skriftlige arbejder, som knytter sig til administration, klasselæreropgaver, medvirken ved folkeskolens afgangsprøver eller særlige hverv. Og skolelederen kan ikke pålægge lærere og børnehaveklasseledere at bruge individuel tid til aktiviteter med elever, møder med andre lærere, kurser eller indkøb af undervisningsmaterialer.'

Overenskomsten blev godkendt med 16 stemmer for og fire imod. Fem medlemmer var fraværende.

Det, der mangler

Der forhandles stadig om børnhaveklasseledernes arbejdstid på de primærkommunale folkeskoler, og man har heller ikke indgået overenskomst for medlemmer på private gymnasiers folkeskoleafdelinger.

'Vi regner med at blive færdige med de sidste i den kommende uge'. (uge 12, Redaktionen.) 'Og vi satser på også at blive færdige med børnehaveklasseledernes aftale', sagde Anni Herfort.-th