Elevers arbejdsmiljø - igen igen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Elever og studerende er stadig ikke omfattet af arbejdsmiljøloven, og står det til arbejdsministeren, sker det heller ikke. Det kunne læses i en kommentar fra arbejdsminister Ove Hygum i Jyllands-Posten i sidste uge, hvor han svarer Børnerådets formand, der ønsker elever og studerende omfattet af loven.
Ove Hygum fortæller, at der i sidste måned blev nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal se nærmere på området.
Endnu en tværministeriel arbejdsgruppe, kunne man sige. Den forrige tværministerielle arbejdsgruppe begik i foråret 1996 en rapport om elevers og studerendes sikkerhed og sundhed. Det tog gruppen et år at udarbejde rapporten, der opsummerede gældende regler samt kom med nogle anbefalinger, for eksempel at elever og studerende blev inddraget i skolers og uddannelsesinstitutioners sikkerhedsarbejde.
I Jyllands-Posten skriver arbejdsminister Ove Hygum nu, at arbejdsgruppen vil se nærmere på området, at arbejdsmiljøloven gælder for ansatte, der arbejder for en arbejdsgiver, og at løsningen ikke er, at elever og studerende bliver omfattet af loven, men måske snarere, at det bliver 'sikret, at for eksempel elever og studerende inddrages mere i skolernes og uddannelsesinstitutionernes sikkerhedsarbejde'.
Arbejdsministeren skriver, at love ikke gør det alene, og at det er ude på den enkelte virksomhed mellem ledelse, sikkerhedsrepræsentanter, arbejdsmiljøorganisationer og ikke mindst den enkelte ansatte, at problemerne skal løses. Han mener, at de samme forhold må gøre sig gældende på skoler og institutioner.
I arbejdsgruppen er det ifølge ministeren meningen, at der skal deltage repræsentanter fra Arbejdsministeriet, Undervisningsministeriet, Socialministeriet, Sundhedsministeriet, By- og Boligministeriet og Arbejdstilsynet.
Forrige arbejdsgruppe bestod af Arbejdsministeriet, Undervisningsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Finansministeriet, Miljøstyrelsen, Bygge- og Boligstyrelsen, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening.