Lærerne kan øge deres faglige kompetence ved i højere grad at gå i dialog med forældrene om undervisningen, siger forskningslektor ved det pædagogiske institut på Københavns Universitet, Birte Ravn.

'Og forældrene får på deres side mere indsigt i, hvad der sker med børnene i skolen, når de går i dialog med lærerne'.

Et tættere samarbejde mellem skole og hjem kan også sætte elevernes motivation i vejret, mener Birte Ravn.

Hun er en af de forskningsmæssige pionerer i skole-hjemsamarbejde i Danmark. I 1988 skrev hun som den første - og hidtil eneste - licentiatafhandling om emnet. Hun var blandt andet med i tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensens 'Udviklingsprogram for folkeskolen og skolen som lokalt kulturcenter' og er i dag præsident for European Research Network about Parents in Education (ERNAPE).

For nylig var Birte Ravn opsamler på en F-2000-konference om forældre og skole.

Hvordan udvikler man et godt skole-hjemsamarbejde?

'Folk bør have mulighed for at komme til udtryk. De skal have den viden og information, der skal til. Og der skal være en accept af, at den viden, som både forældre og børn og lærere har, har betydning i den sammenhæng, man er fælles om. Det er bare forskellige former for viden'.

'Der bør også være en social funktion - at man har mulighed for at have det lidt sjovt sammen, at man - for at bruge det lidt forslidte udtryk - kan komme hinanden ved. At man kan lave noget sammen, det kan være noget konkret, det kan også være over en øl og kaffe. Det er det, der har været det centrale hidtil, men den tid bør være overstået'.

'Endelig skal man have mulighed for at handle sammen. Det, man vil lave, skal alle parter have indflydelse på, så det ikke bare ender med, at det er den ene part, der gør det'.

Ud af lasten med de gamle lig

Hvis man virkelig vil noget nyt med skolerne, siger Birte Ravn, burde man faktisk vende det hele på hovedet, droppe skolen, som den ser ud i dag, i en uge eller en måned, så man kan få vippet de gamle lig i lasten over bord.

'Så kan man se, hvilke erfaringer sådan en måned kaster af sig, hvad kan vi bruge og ikke bruge, lidt i retning af brainstorming-modellen'.

Har forældrene tid til at være med til det?

'Forældrene behøver ikke at være med inde i det, de kan bare være med på en anden måde, end de har været hidtil. De kan være med til at diskutere bare dele af, hvad der foregår i skolerne'.

'Det kan være en del af dansk eller fysik eller hvad som helst. Man tager et eksempel frem og laver en opgave, det skal ikke være lektier, men noget, som viser forældrene - og også børnene - at her er der noget spændende, som man godt kan lave hjemme sammen'.

'Det kan være at iagttage, hvad det er for nogle elektriske ting, vi har herhjemme, hvis det nu er fysik. Og hvad er det, der sker, når man skruer pæren ud, og hvor mange pærer har vi i huset'.

'I hvert eneste fag kan man trække en del ud, så forældrene kan få en indsigt i, hvad det er, undervisningen og læseplanerne indeholder. Så lægger man også op til, at forældre og børn kan snakke fag og skole sammen derhjemme. Derved bliver forældrene også bedre kvalificeret til den dialog om undervisningen, som F-2000 lægger op til'.

Home learning

Inddragelse af forældrene i undervisningen kan være med til at motivere børnene, mener Birte Ravn. Metoden er kendt i den engelsktalende del af verden, påpeger hun.

'Home learning er et stærkt stigende fænomen i den angelsaksiske verden. Forlagene producerer enorme mængder af undervisningsmaterialer til formålet. Man lægger stor vægt på, at forældrene underviser børnene hjemme'.

'I Nordeuropa ligger vægten på skolen og lærerne. Vi har overgivet ansvaret for børnenes uddannelse og dannelse til skolen og lærerne, som vi i Danmark har et helt anderledes tillidsforhold til end i de engelsktalende lande og i Sydeuropa. Ja, selv end i Sverige'.

'Det er også derfor, det er skolen, der får skylden herhjemme, når det går dårligt med for eksempel læsningen. I Sydeuropa får den meget stærke familie skylden, og følgeligt udvikler man dér modeller for familieuddannelse'.

Den politiske og forskningsmæssige interesse for relationen mellem skole og hjem tog fart i 1960'erne, da der var brug for al arbejdskraft. De socialt svagt stillede børn skulle hjælpes.

'Skolen skulle kompensere for forældrenes manglende evner og muligheder for at hjælpe børnene til en bedre uddannelse. Så kom der en periode, hvor man søgte konsensus og enighed, underforstået med skolesystemets uddannelses- og læringsforståelse'.

'Dette har så udviklet sig til den partnerskabsmodel, som dominerer mange overvejelser og bestræbelser i dag. Forældrenes rolle forstås nu som mere aktiv end blot at bakke barnet og skolen op', fastslår Birte Ravn.

Partnerskabsmodellen er sat til diskussion i blandt andet F-2000, fokuspunkt 6 - Forældre og skole.