Anbefalinger
Illustration: Sidsel Sørensen
Tip til h&d: Lær at arbejde med læder- og foldeteknikker
Månedens anbefalinger til din undervisning fra Ingrid Bianco Petersen, håndværk og design-lærer på Skelgårdsskolen i Tårnby Kommune og faglig rådgiver på folkeskolen.dk/håndværkogdesign.
Let spiselig med god introduktion til læder
Bogen ’’Læderhåndværk’’ er en virkelig god introduktion til at arbejde med læder i håndværk og design. Den fortæller fint om teori, materialer og værktøjer, og forfatteren kommer hele vejen rundt på en let spiselig måde. Særligt hvis man ikke kender til læder i forvejen. Den indeholder også trin for trin-opgaver med billeder og tekst og QR-koder til videoer.
Jeg bruger den, så jeg kan lære teknikkerne selv. Man kan også kopiere til eleverne eller lade sig inspirere af et helt forløb fra den. Jeg bruger også at vise de små korte videoer på storskærm for eleverne, så de har set teknikkerne sammen først, og så kan vi derfra hjælpe dem hver især.
Jeg har købt to eksemplarer. En, der står på biblioteket, og en til den lærer, der underviser på 5. årgang, som er der, vi plejer at arbejde med læder. Vi laver typisk små ting som nøgleringe, dyr eller raflebægre.
”Læderhåndværk, teori metode praksis” af Mikkel
Ankerstjerne, Meloni.
Inspiration til at folde lampeskærme
Jeg vil også anbefale en bog om foldeteknikker i papir. Det er en engelsk bog, så den er også primært til læreren. Men jeg lader den gerne ligge fremme, så eleverne kan bladre i den og blive inspireret, og så går jeg ned og kopierer vejledningen, når de har fundet noget, de har lyst til at prøve.
Jeg bruger den på valgholdet, når vi arbejder med lamper og lys. Det betyder, at vi kan tale om designprocesser og Le Klint-lamper. Der er også små videoer, som de kan lære forskellige folde-, skære- og klippeteknikker fra. Det bliver altid en virkelig fin dag, hvor eleverne sidder og folder og leger med teksturerne i papiret for at finde ud af, hvad der ser flot ud og fungerer godt med lyset. De får rispapirlamper, som de kan lave nye udtryk til.
Det er virkelig tålmodighedsarbejde og svært finmotorisk. Nogle vil måske sige, at papir hører til i billedkunst, men jeg mener, at det her er et af de steder, fagene lapper ind over hinanden. Når vi laver lamper, er det ikke længere kun kunst, men også produkter, de designer og skaber.
Folding
Techniques for designers – from sheet to form” af Paul Jackson, Quercus
Publishing
Trin for trin-guider til små opgaver
Mange køber materialer til håndværk og design hos CC Hobby, hvis man har en skoleaftale. Måske lægger man ikke mærke til, at de faktisk under hvert materiale har trin for trin-vejledninger til, hvordan man kan bruge materialerne. Der er meget inspiration at hente, og videoerne går helt ned i detaljerne. Hvis man for eksempel vil sy filtdyr, så viser de, hvilke sting man kan bruge.
Videoerne ligger frit tilgængeligt gratis. De kan godt være lidt bøvlede at finde, for det er jo ikke deres primære produkt, men man kan enten søge på det, man har brug for hjælp til, eller man kan tage udgangspunkt i det materiale, man har tænkt sig at arbejde med, og så se, hvad de har af inspiration under det.
Jeg har for eksempel brugt vejledninger til filtdyr og papirflet. Der er noget til alle klassetrin, noget af det er til billedkunst, så man skal selvfølgelig vide, hvad man har med at gøre, og have for øje, at de gerne vil sælge deres materialer. Men skal man lege med et nyt materiale, jeg skal for eksempel til at lave noget med kork og fjedre, så er det et fint sted at hente inspiration.
cchobby.dk