Når dette nummer af Folkeskolen bliver trykt, så har vi fået et nyt folketing, og en ny regering er enten dannet eller er i færd med at blive det. Valgkampen er slut, og nu venter arbejdet. I Danmarks Lærerforening (DLF) er vi klar til at samarbejde om udvikling af folkeskolen, og vi ved, at den slags samarbejde bedst sker uden valgkampens krav om politisk profilering.

I løbet af valgkampen har folkeskolen ikke fyldt ret meget. Dog var der partier, som lovede milliardbeløb som støtte til de forhandlinger om en Ny start for folkeskolen, som Danmarks Lærerforening og KL har aftalt at føre.

Vi aftalte ved Overenskomst 18, at vi vil samarbejde om, at folkeskolen bliver forældrenes førstevalg. Det skete i erkendelse af, at hvis antallet af forældre, der fravælger folkeskolen, fortsat stiger år for år, så har vi om få år ganske simpelt ikke længere en folkeskole, som vi kender den. Hvis folkeskolen igen skal blive forældrenes førstevalg, skal den, ifølge aftalen mellem parterne, kunne fastholde og rekruttere dygtige og engagerede lærere og have rammer, der understøtter, at lærere og ledelse kan lykkes med deres opgaver. Det er målet for de forhandlinger om arbejdstid for blandt andre lærere i folkeskolen, som går i gang kort efter årsskiftet.

I vores danske arbejdsmarkedsmodel er det arbejdsmarkedets parter, der forhandler, så Folketingets politikere skal ikke blande sig. Men de må gerne være med til at tage et politisk og økonomisk ansvar for folkeskolen. Og det er i høj grad nødvendigt. Siden 2009 er der 16 procent færre lærerstillinger og kun syv procent færre elever. I 2014 steg elevernes undervisningstimetal med 36 procent, og folkeskolens almenklasser skal tage sig af undervisningen af elever, der tidligere var visiteret til specialtilbud.

Opgaver og resurser hænger ikke sammen, og den manglende aftale om arbejdstid gør, at økonomisk trængte kommuner ofte er nødt til at lade lærerne undervise flere og flere lektioner med fald i kvaliteten til følge. Hvis de kommende forhandlinger skal nå målet om at skabe rammer, der gør, at lærere og ledere kan lykkes med deres opgaver, skal der tages et politisk ansvar. Dels økonomisk, dels om samarbejdet om folkeskolen.

Folkeskolen har gennem de sidste cirka 20 år været genstand for politiske projekter, som alt for ofte har betydet, at der er foretaget lovændringer, som hverken bygger på forskning eller på erfaringer fra praksis i skolen. Det bedste, der kan ske nu, er, at et nyt folketing og en ny regering indbyder til et tæt samarbejde om udvikling af folkeskolen, og at der tages et politisk økonomisk ansvar for, at vi kan lykkes med at skabe god undervisning til alle elever i vores fælles folkeskole.