Skoleledere fik mundkurv på

Kommunaldirektørens instruks til Odders skoleledere har fået Ombudsmanden på banen. Skoleledere har ytringsfrihed - men de skal tænke sig om, før de taler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Både Folketingets Ombudsmand og en politiker på Christiansborg spærrede øjnene op, da folkeskolen.dk for nylig afslørede, at kommunaldirektøren i Odder havde forbudt kommunens ledere at udtale sig imod planlagte besparelser på 90 millioner kroner.

»Hvis lederen udtaler sig som repræsentant for kommunen, skal han udtale sig for at fremme byrådets intentioner og beslutninger. Derfor kan lederen heller ikke som privatperson udtale sig imod besparelserne - det vil være ledelsessvigt, da opgaven er at gennemføre dem«, lød det klokkeklart i Jesper Hjorts instruks.

Ifølge de grundlæggende regler om ytringsfrihed kan en forvaltning ikke nægte skoleledere at udtale sig som privatpersoner. Derfor overvejer Ombudsmanden at gå ind i sagen og har bedt kommunen om instruksen og en forklaring. Samtidig har Enhedslistens Line Barfod bedt justitsminister Lars Barfoed redegøre for, om mundkurven følger ministeriets vejledning om ytringsfrihed for offentligt ansatte.

I mellemtiden har Jesper Hjort efter en samtale med sin viceborgmester beklaget sine formuleringer på kommunens hjemmeside og i et brev til lederne.

»Det står dem fuldstændig frit for, hvad de vil sige som privatpersoner, men de risikerer at bringe sig selv i et dilemma, når de skal gennemføre det, de lige har talt stærkt imod. Det var det, jeg forsøgte at sige i min instruks«, forklarer Jesper Hjort i dag.

Trods de to modsatrettede signaler bør lederne ikke være i tvivl om, at de må udtale sig, tilføjer borgmester Elvin Hansen.

»Det er klart, at besparelserne forringer servicen, og det kan udtrykkes både i en positiv og i en stærkt negativ ånd. Det er op til lederne selv, at de ikke maler sig op i en krog, for de er ansat til at udføre byrådets beslutninger«, siger borgmesteren.

Når Folketingets Ombudsmand interesserer sig for skoleledernes ytringsfrihed, skyldes det blandt andet, at de kender forholdene bedst.

»Derfor er de gode at have med i den offentlige debat. Ledere skal måske nok tænke sig om, inden de udtaler sig, men derfra er der et spring til, at det skal være forbudt«, siger konsulent og souschef Ulla Frederiksen fra Folketingets Ombudsmand. Hun kan ikke sige noget om den konkrete sag, da Ombudsmanden endnu ikke har fået svar fra Odder Kommune.

Ledere skal være saglige

Scenarie: En skoleleder siger til avisen, at folkeskolen umuligt kan hænge sammen, hvis besparelserne bliver gennemført. Men de vedtages, hvorefter skolelederen skal forklare forældrene, at de ikke skal flytte deres børn på privatskole af den grund.

»Der er ingen tvivl om, at skoleledere har ytringsfrihed, men de skal huske, at de skal implementere besparelserne bagefter, og det er vanskeligt, hvis de har sagt, at de er helt vanvittige«, siger børne- og kulturchefernes formand Klaus Majgaard.

Af samme grund holder mange skoleledere sig helt fra at udtale sig, vurderer Anders Balle, formand for Skolelederforeningen.

»De er usikre på, hvad de må sige, og derfor lader de være. De kommer også nemt til at virke utroværdige over for lærere, børn og forældre, hvis de harcelerer voldsomt, og det rammer dem som en boomerang«, siger han.

Hvis skoleledere formidler politikernes overvejelser loyalt, kan de godt sige, at de synes, deres argumenter er svage, mener Klaus Majgaard.

»En leder kan også sige til sine medarbejdere, at han hellere havde set en anden løsning. Så er man troværdig, for medarbejderne kan alligevel afkode lederens holdning ud fra kropssproget. Men han skal ikke piske en stemning op«.

Jane Findahl (Socialistisk Folkeparti), formand for KL's børne- og kulturudvalg, vil kun sige, at debatkulturen er et arbejdsgiveransvar i den enkelte kommune. Men ifølge Klaus Majgaard skal hverken politikere eller topchefer være bange for kritik. Heller ikke når de skal træffe vanskelige valg.

»Hvis jeg foreslår at spare på normalundervisningen, kan skolelederne sige, at det fører til udskillelse af flere børn til specialundervisning. Det er en faglig vurdering og dermed værdifuld viden for politikerne«.

Ledere har et spillerum

Lederformand Anders Balle har selv prøvet at få en løftet pegefinger, fordi han udtalte sig som skoleleder og ikke som privatperson.

»Skoleledere skal være varsomme med at udtale sig om besparelser, fordi de samarbejder med forvaltningen. Men hvis en journalist spørger til konsekvenserne, er det relevant at fortælle, at det fører til færre undervisningstimer og afskedigelse af lærere. Det er en objektiv vurdering«, siger han.

Selv om ledere skal udføre politikernes beslutninger, kan der stadig være et spillerum til at udtrykke sig som privatpersoner, understreger Ulla Frederiksen fra Ombudsmanden. Navnlig når de ikke har været med i beslutningsprocessen. Men selv om ens udsagn er lovlige, behøver de ikke være etisk i orden.

»For nogle år siden sagde en børnepsykolog, at pædofili er i orden i et vist omfang. Nok udtalte han sig som privatperson, men kommunen havde ikke længere tillid til ham som ansat«, siger Ulla Frederiksen.

Selv om det er vanskeligt, opfordrer Anders Balle sine medlemmer til at deltage i debatten.

»De må ikke føle, at de har mundkurv på, for den selvjustits bygger på frygt for konsekvenserne. De skal tænke sig om, inden de udtaler sig, og hvis de virkelig finder det nødvendigt at bruge deres ytringsfrihed, skal de gøre det, for eksempel hvis en politisk beslutning kommer til at gå helt skævt ud over en bestemt gruppe mennesker«.

Lærere frygter for jobbet

I Odder har kommunaldirektørens beklagelse ikke fået skolelederne på banen. Der er ellers brug for dem, mener Bent Eriksen, formand for Skanderborg-Odder Lærerkreds.

»Hver femte lærerstilling skal skæres væk, og politikerne tror, de kan sætte lærernes undervisningstid op. Men vores arbejdstidsaftale kan ikke rumme så stor en besparelse. Der ville jeg gerne have skolelederne med i debatten, men mundkurven er stadig effektiv«, siger Bent Eriksen.

Selv lærerne er sat skakmat.

»To tillidsrepræsentanter har forsøgt at få deres kolleger med i en udtalelse, men med kommunaldirektørens attitude er de bange for, at de så vil miste jobbet, når fyringerne skal effektueres«, siger Bent Eriksen.

»To tillidsrepræsentanter har forsøgt at få deres kolleger med i en udtalelse, men med kommunaldirektørens attitude er de bange for, at de vil miste jobbet, når fyringerne skal effektueres«.

Læs mere

Justitsministeriets vejledning om offentligtansattes ytringsfrihed