Jeg er virkelig opløftet over denne bogs præcision og kortfattethed - på bare 65 sider får forfatter Tekla Canger både udvidet ens perspektiv og givet flere konkrete forslag til, hvordan man kan ændre sin praksis til at være mere inkluderende.

I indledningen bliver forskellige måder at forholde sig til køn på i folkeskolen gennem tiden opridset – fra kønsopdelte skolegårde til bekymringen om de stille piger og vilde drenge, som runder debatten igen og igen. Det historiske perspektiv er interessant, fordi det tegner et billede af, hvor meget der har ændret sig i vores måder at forholde sig til køn på gennem tiden – og hvor meget der altså stadig er til forhandling i den måde, vi går til børnenes køn og undervisningens planlægning på.

Når man skal læse om kønsbevidst pædagogik, er det vigtigt at differentiere det fra kønsneutral pædagogik, som søger at udviske kønsforskelle. Kønsbevidsthed handler om at ville synliggøre menneskers mangfoldige måder at være deres køn på, og kønsbevidst pædagogik er at skabe plads til denne mangfoldighed i børnenes hverdag – herunder i skolen. Lærernes, måske ubevidste, forståelse af køn har en betydning for måden, de tilrettelægger undervisning og forholder sig til temaer i fagene på, og for det pædagogiske arbejde med det sociale liv i klassen.

Når lærere forstår køn som noget, vi skaber, og noget, vi gør i en konkret social og kulturel sammenhæng, så er muligheden for at bidrage til elevernes udvikling og trivsel størst. Dermed ikke sagt, at man skal ignorere de etablerede forestillinger om køn, der findes i samfundet. Dem skal børnene selvfølgelig også forberedes på.

Hele tiden bliver teorien relateret til praksis, for eksempel når det bliver pointeret, at hvis man tilrettelægger et fysisk udfordrende undervisningsforløb i matematik for at appellere til drengene i klassen, så kan der være en risiko for, at de drenge, der ikke er vilde med at være fysisk aktive, kommer til at føle sig udenfor, fordi de oplever, at de ikke er en del af den gruppe, som undervisningen var tiltænkt.

På den måde kommer Tekla Canger både omkring de pædagogiske tanker ved at danne nye pladser i klassen, børnefødselsdage, at lave grupper, opdelt undervisning med videre – og hvordan man skal tænke køn og relationer i forhold til det. Der er praksisfortællinger fra både indskolingen og udskolingen.

Nogle af praksisfortællingerne kommer med eksempler på, hvornår det lykkes at lave undervisning, der udvider elevernes forståelse og interessefelter, og som ikke er baseret på fordomme om køn. Andre giver eksempler på det modsatte - når læreren indirekte får sagt eller vist, at der er en bestemt måde at være dreng eller pige på, som er mere rigtig end andre. Der er et eksempel, hvor en lærer vil holde et pigemøde for at sætte ind over for en konflikt, men derved kommer til at gøre de piger, der ikke er en del af konflikten, til en del af problemet. Med den kønsbevidste pædagogik kan man foregribe den slags. De konkrete eksempler kan på den måde hjælpe meget i ens egen planlægning af undervisning.

Bogen bringer både den teori og forskning i spil, som bekræfter Tekla Cangers pointer, men inddrager også teori og forskning, der modsiger pointerne, og uddyber derefter, hvilke af punkterne i teorien hun er enig i, og hvilke af punkterne som kan og bør diskuteres og problematiseres, og peger på fejlkilder. Det er dejligt, at en tydeligt holdningsbaseret bog er så lødig.

Denne bog er en af de første teoribøger i lang tid, hvor jeg har været nødt til at stoppe op og nedskrive citater igen og igen, fordi formuleringerne og pointerne var så skarpe og præcise. Jeg håber, min beskrivelse har vækket appetitten. Jeg kan kun anbefale at læse den.