Debat

Undervisningsministerens åbenbaring

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere forældre vælger folkeskolen fra, og stigningen bekymrer undervisningsminister Merete Riisager, der dog ikke aner, hvad der får forældrene til at droppe folkeskolen på deres børns vegne. Det sagde hun i et åbent samråd i undervisningsudvalget for nylig.

Ved samme lejlighed kunne ministeren fortælle, at hun ville finde ud af det. Og for én gangs skyld var løsningen tilsyneladende ikke at nedsætte et ekspertpanel, en kommission eller andre lignende christiansborgske foranstaltninger. I stedet har Riisager fået den åbenbaring at spørge forældrene selv.

Som specialskoleleder har jeg de seneste år ved selvsyn set, hvordan folkeskolen i et forfejlet forsøg på at rumme alle i stedet skubber flere og flere fra sig. De alt for ambitiøse inklusionsmål er blandt de største skurke. Og samtidig også årsag til, at antallet af psykisk syge børn er steget 44 procent på fem år - det viser tal fra Danske Regioner.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hver dag sidder der børn i folkeskolen, som lærerne ikke ved, hvad de skal stille op med. Ganske enkelt fordi børnene kræver behandling frem for en rummelig undervisning. Det bliver børnene kun sygere af. Og det smitter af på forældrene såvel som lærerne, der alle synes at kæmpe en umulig kamp.

I min optik er forældrene de sande eksperter i den her sammenhæng. Og de fortjener i den grad endelig at blive hørt af nogen, der ikke kun tænker i tal og firkantede kasser, som ingen børn alligevel passer ind i.

Derfor, Merete Riisager: Spørg endelig forældrene. Men forvent ikke at få et svar, du vil synes om. Og så er det i øvrigt ikke nok at lytte. Du er nødt til at handle. Ude i virkeligheden savner vi handling og løsninger. Så lad det ikke blive ved snakken.