Uskolet

Mystisk lærer hader ikke Pia Kjærsgaard

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Under en meningsudveksling onsdag på et lærerværelse i en københavnsk forstad kom det frem, at en kollega tilsyneladende ikke hader Pia Kjærsgaard, som resten af lærerkollegiet ellers er enige om. I løbet af diskussionen, der tog udgangspunkt i partilederens forsøg for nylig som folkeskolelærer i TV 2-programmet »Velkommen til virkeligheden«, afslørede læreren synspunkter, som af flere kolleger betegnes som »mystiske«.

»Virkelig mystisk«, fortæller en kollega. »Jeg troede bare, at vi var enige om, at vi folkeskolelærere bør være rummelige og nuancerede. At vi skal afspejle det omkringliggende samfund, ikke? Men så sidder han pludselig dér og virker slet ikke, som om han hader Dansk Folkeparti. Vi blev ærligt talt chokerede, ham får vi svært ved at stole på fremover. Måske læser han ikke engang Politiken? Mystisk er han, meget mystisk«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.