Skemaet viser matematik i 7. klasse. I det store lokale står en lærer ved den elektroniske tavle. Anders Hedegaard er matematiklærer. Omkring 22 elever kommer med talforslag til et stort skema med potensregning. En anden lærer holder sig klar til at hjælpe rundt i grupperne. Birgitte Bay-Pedersen er tosprogslærer. Der er altid to lærere i klassen.

To elever er inkluderet i hver sin gruppe, og en fagligt svag elev fra almenklassen er med i den lille gruppe i lokalet ved siden af i dag.

I det lille lokale - skilt af en glasdør - arbejder tre elever med matematiklærer Lene Hedegård. Den ene elev har en praktisk hjælper. Eleven er i gang med at arbejde med Måneby på sin computer. Ved siden af sidder en anden elev og regner stykker i sit hæfte, og bag ham hjælper Lene en elev med at få styr på pengesedler og mønter i nogle regnestykker.

Der er mange forskellige materialer i rummet.

»I matematik er eleverne altid delt op, mens de jævnligt er sammen i dansk«, forklarer Lene Hedegård og viser det illustrerede skema for klassen.

»Her ser du tydeligt med tegninger og ord skemaet. Det er en fordel for alle elever, at vi har så stor tydelighed. Alle har brug for struktur«.

Hun fortæller, at når klassen arbejder med temaer, er alle sammen til at begynde med, og så bliver eleverne delt i grupper på kryds og tværs senere. Lærerne er lige ansvarlige for forberedelsen, undervisningen og evalueringen i timerne.

Mange aktiviteter på en gang

Efter 20 minutter har en af eleverne i det lille rum brug for en pause. En anden går med ud for at spille basket. Det er en del af hverdagen. Nogle har brug for flere pauser, og det finder ingen underligt. Sådan har det altid været i klassen.

I det store lokale er begge lærere fuldt beskæftiget med potensregningen og en konkurrence mellem eleverne. Arbejdet bliver kortvarigt afbrudt, da en elev får en sms. Hendes kusine er på udveksling tre måneder i klassen og er gået hjem tidligt, fordi hendes farmor i Norge er alvorligt syg. Men nu er farmoren død, og kusinen i klassen skal hjem og følges med resten af familien til lufthavnen. Den ene lærer kører eleven hjem, og på vej ud lyder der stille hilsner til kusinen fra klassekammeraterne.

Pludselig løber en elev på toilettet og smækker med døren. En af eleverne har sagt noget hårdt, og Lene må tage sig af de to. Psykologen kommer også forbi.

Imens har en dreng vundet matematikkonkurrencen, det er frikvarter, eleverne pjatter sammen, og den tredje lærer vender tilbage med bilnøglerne i hånden. Hun gør klar til lyrik, rim og remser i næste lektion. Her er eleverne delt i nogle andre grupper. Nogle arbejder selv, andre får hjælp fra lærerne.

Stor faglig spredning

»På de yngre klassetrin havde vi en elev, der sad under bordet meget af tiden. Nu går det bedre, men der er jo også i denne klasse elever, der er meget sarte, og hvor deres verden hurtigt bryder sammen, så vi keder os aldrig«, siger Lene Hedegård og bærer en elevs taske ind i det store lokale. Den praktiske hjælp har lige fået en pause.

Birgitte Bay-Pedersen afbryder grupperne for at forklare noget om strofer på tavlen. En dreng slår rastløst en terning i bordet konstant.

»Søren, kan du ikke gøre det på papiret, så jeg ikke kan høre det«, siger Birgitte og fortsætter med at tale om stroferne i »Min lille hest«. Drengen slår videre med terningen på blokken, hvor lyden er meget dæmpet.

Nogle i klassen går videre med at rime selv, andre læser og diskuterer par-rim og krydsrim.

Lærerne har undervejs brugt meget tid på at opbygge fællesskab i klassen. Det er helt almindeligt, at det faglige niveau i læsning måske er fra 1.-7. klasse - i en 7. klasse.

»Spændet er stort, og det bliver større. I min klasse er der en elev med en meget stor almen viden, flere er socialt udfordret, og der er en elev, der lige magter at skrive sit eget navn. Men jeg er overbevist om, at de dygtige elever her får det samme med sig som andre steder. Plus noget mere menneskeligt«, siger Jane Holstein, der er lærer i 6. klasse.

Vigtigt arbejde med relationer

Lærerne fremhæver den store forældreopbakning, og at de arbejder meget med relationer i klasserne.

»Vores struktur giver en fantastisk mulighed. Kommunen tror på, at det her fremmer udviklingen. Vi er altid to lærere på, og vi har stor sparring. Vi kender planen for undervisningen, og vi kan pingponge med hinanden«, uddyber Lene Hedegård, der er lærer i 7. klasse.

De mener, at ofte kan et særligt behov hos en

elev indfries i en elevgruppe.

»Vi har komplekse elever, der er udfordret meget forskelligt. Men jeg har ingen med 
ADHD-diagnose. Til gengæld har jeg nogle, der har problemer med at holde på afføringen«, siger Jane Holstein.

Stor opbakning fra alle

»Man skal nyde, før man kan yde. Eleverne skal føle sig trygge. Her har alle en plads i det store klasselokale, og så er der mulighed for at arbejde i mindre grupper og for at være i et lille rum i tilknytning til det store. Vi er startet langsomt op med denne model, så vi har kulturen med«, siger Lene Hedegård.

De to lærere fortæller, at de har arbejdet med læringsstile og mange andre modeller, men at det især er klasserumsledelse og relationsarbejdet, der betyder noget.

»Jeg har en elev, der har fast støtte. Han kan slet ikke aflæse sine kammerater. Han har været i klassen fra begyndelsen, og der er slet ingen tvivl om, at han hører til i klassen. Men hvis han blot blev beskrevet på papiret, så var han her måske ikke. Han har autistiske træk, men ingen dia-gnose«, fortæller Jane Holstein.

Lærerne understreger, at de tænker meget i valg af materialer til eleverne.

»Det her kræver uddannelse. Jeg har et specialpædagogisk grundkursus på fire uger, men det er jo ikke meget. Det handler også om personlighed. At du ser muligheder i stedet for begrænsninger. Her på skolen bliver ideer aldrig skudt ned, der er stor opbakning fra alle - også fra kommunens side«, siger Jane Holstein.

Savner supervision

Der er ingen facitliste, fortæller de to lærere. Men de savner supervision.

Undervejs har de fundet ud af, at der skal følge en lærer med, når klassen går fra indskoling til mellemtrin. Flere elever oplever nærmest en sorg over at skulle flytte væk fra skolefritidsordningens legeplads op på mellemtrinnet, så det er vigtigt, at der er en lærer med, som de kender.

»Vi skal være kaosparate. Men når vi er to lærere i klassen, kan den ene godt få timeout, hvis der er brug for det. Hvis man opdager, at ens plan slet ikke holder«, siger Lene Hedegård.

Til gengæld oplever de aldrig, at elever er utilfredse over, at andre i klassen må noget, som de ikke får lov til. At der er forskellige behov for pauser og aktiviteter. Der er heller ikke nogen, der driller andre med, at de sidder med lette og barnlige opgaver. Accepten i klassen er stor.

Vi gør det mulige

»Vi kan ikke rigtig fortælle, hvad vi gør. Da jeg havde været her i et år, spurgte jeg skolelederen, hvad inklusion egentlig er. Tja, svarede hun, hvad er det? Vi opfinder det hele tiden, og den måde at undervise på kan være grænseoverskridende for nogle«, forklarer Jane Holstein.

Lærerne evaluerer hele tiden, og det, de kan sige om formen, er, at man skal have meget lyst til at arbejde med relationerne. Tryghed er nøgleordet.

»Vi er forskellige, og det kan lykkes at gøre tingene forskelligt. Vi gør det mulige«, siger Lene Hedegård.

De to understreger, at der er meget skrivearbejde. De evaluerer hele tiden og skriver statusrapporter, som tager meget tid at udarbejde. Statusrapporterne skriver de ofte ved siden af.

»Det er skrivearbejdet - al dokumentationen - der trækker tænder ud og gør mig fortravlet. Og fordi det er oven i undervisningen«, siger Jane Holstein.