Da jeg i sin tid læste statskundskab på Aarhus Universitet, lærte vi på et tidspunkt om en række nye og rabiate teorier om politiske beslutningsprocesser. Én af dem hed skraldespandsmodellen. Den handler kort fortalt om, at politiske beslutninger bliver til i en proces, der ikke er rationel. I modellen er det sådan, at beslutninger skal forstås som en proces, hvor en anledning eller begivenhed (et tilstundende valg, en overenskomstforhandling, en krise og så videre) aktualiserer en problemstilling (for eksempel for få med en ungdomsuddannelse eller dårlige Pisa-resultater), der matcher eller kan forbindes med løsninger, som aktører med begrænsede resurser (tid, penge og så videre) søger at forbinde. Det altafgørende er timing. Teorien har naturligvis skavanker, men den er nu og da inter-essant og tankevækkende. Særligt det forhold, at et gennemorganiseret samfund som det danske består af aktører, der bestandigt søger problemer, de kan udgøre en løsning for. Det er der ikke noget illegitimt i, snarere er det interessant, at der er forudsigelige mønstre i vores forskellige forslag til løsning af uddannelsespolitiske problemstillinger.

Lad mig opholde mig ved tre standardløsninger, der er i høj kurs; nogle mere end andre.

Den første handler om, at vi mangler viden. Vi må have mere viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Her antager vi hyppigt et - og ofte urealistisk - tæt forhold mellem teori og praksis, der sjældent underkastes nærmere interesse. Det er evidensbølgen i sin naive form. Knasten er, at det er meget få problemer, vi kan forske os ud af og ligesom sætte os og vente på, at der ankommer en mirakelkur, den helt suveræne metode, der anviser vejen til den rigtige undervisning, som så bare skal iværksættes fra Vesterbro til Vendsyssel. Det er naivt, og gør vi det, så venter vi ikke alene på et tog, der aldrig ankommer, men på den forkerte perron.

Den anden handler om resurser. Dem mangler vi altid i urimeligt omfang. Nedskæringerne er næsten permanente. Den kender vi godt både i folkeskolen og også i min egen sektor. Men igen: det er meget få problemer, vi kan bevilge os ud af. Nye penge kan i mange sammenhænge være gode og vigtige, men anvendt på et uhensigtsmæssigt system har de en tendens til at udsætte frem for at stimulere forandringer.

Den tredje handler om, at vi mangler styring og ledelse. Det griber vi ofte til som en hammer, der ser søm alle vegne. Ikke mindst når vi skal kompensere for manglende resurser og ringe viden. Det har ikke nødvendigvis effekterne med sig. Vi kan nemlig heller ikke styre os ud af hvad som helst (ej heller det modsatte) og blot lave nye love og regler, udstede nye krav og målsætninger. Dem er der i forvejen mange af.

Man skal ikke spekulere længe over, hvem der blandt uddannelsesverdenens aktører mon sejler under hvilke flag, og det er ubegribeligt vanskeligt at gøre sig fri af.