Det er gået stærkt for Anne Vang, siden hun for første gang blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation i 2005. De fleste lærte hende at kende som sit partis ordfører under daværende overborgmester Ritt Bjerregaard, og siden blev hun borgmester for børne- og ungdomsområdet.

Man mærker ungdommens sociale indignation hos den 27-årige Anne Vang, og det siges om hende, at hun besidder mere politisk tæft end de fleste andre jævnaldrende politikere. Og når samtalen falder på folkeskolen, er det svært for hende at lægge låg på kampviljen.

28 gange er folkeskoleloven blevet ændret i løbet af de sidste otte år. Det tal er tankevækkende, lyder kommentaren fra Anne Vang, mens hun skænker en kop kaffe og finder sig til rette i et af det store hjørnekontors mahognimøbler.

»Forandring kan være godt. Men hvis forandring bliver en permanent tilstand, vil der aldrig nogensinde være ro til at undervise«, siger Anne Vang.

Politikere, som hende selv, er for slemme til at lade sig rive med, hver gang der kommer en ny undersøgelse om folkeskolen, mener hun. Folkeskolen har brug for arbejdsro.

»Der sker typisk det, at vi politikere føler, at der med en undersøgelse følger et krav om politisk forandring, og så handler vi. Så skal samtlige folkeskoler løbe i én retning, men året efter kommer der en ny undersøgelse, og så skal de løbe i en anden retning. Det nytter jo ikke. Vi må gøre op med reformiveren«.

Spar mig for Pisa

Samtalen kommer hurtigt til at dreje sig om de seneste Pisa-resultater. »Spar mig for Pisa«, lyder det med et langt, opgivende suk fra borgmesteren.

Pisa-testene har om noget været med til at køre uddannelsespolitikken af sporet, ikke bare i Danmark, men i hele Europa, mener hun.

»De har været med til at skabe en uddannelsespolitisk reformbølge, som er godt i gang med at rasere skolerne. Selv kan jeg blive helt træt indeni over Pisa-debatterne, når der bliver sammenlignet ting, man ikke kan sammenligne«, siger hun og nævner som eksempel, når et nordisk lands karaktergennemsnit sammenlignes med et asiatisk lands.

Flere af fortalerne for Pisa inddrager ofte Finland som et eksempel på et land, der klarer sig godt i Pisa, blandt andet i kraft af deres brug af test i skolen. Men den køber Anne Vang ikke.

»I Danmark lyder det ofte fra politikere, at Finland klarer sig godt i Pisa-undersøgelserne, fordi de har en testkultur. Men selv siger finnerne nej, 'vi har ikke en testkultur, vi har en evalueringskultur'«.

Og forskellen på evaluerings- og testkultur er vigtig, siger Anne Vang og henviser til en samtale, hun har haft med den finske skoleforsker Pasi Sahlberg, der sætter store spørgsmålstegn ved, om fokus på faglighed og test overhovedet giver mening.

»Lærere har et ønske om at bruge deres faglighed. Og de ved, hvordan det skal ske, i kraft af at de reflekterer over og evaluerer egen praksis. Det at teste elever bevidstløst, uden overhovedet at have gjort sig klart hvad testen skal bruges til, er en skidt udvikling«.

Fokus på chanceulighed

Som en måde at gøre op med det, hun kalder »Pisa-hysteriet« og de mange midlertidige politiske projekter, har Anne Vang nedsat en tænketank, et såkaldt »faglighedsudvalg«, der skal komme med nye, kreative og langsigtede anbefalinger til, hvordan folkeskolen kan gøres bedre. Udvalget er sammensat af en række eksperter på børne- og ungeområdet.

Næste møde kommer til at handle om »chanceulighed«, et emne, der optager Anne Vang mere end noget andet, siger hun. Her er det ikke talent, der skal fokuseres på, men på hvordan skolen får fagligt svage og socialt udsatte elever med på vognen.

»Der er en klar udfordring i at fokusere mere på de børn, som ikke får alting serveret hjemmefra. Det er de børn, jeg kæmper for. Hvor forældrene meget gerne vil hjælpe med lektier, men bare ikke er særligt gode til det«.

Men det handler ikke om at få de svageste elever til at score marginalt højere i en Pisa-undersøgelse, slår hun fast. Det, der er brug for at vide, er, hvordan vi sikrer dem de nødvendige kompetencer.

Juletræsfødder som indgang til læring

Anne Vang nævner flere eksempler på københavnske skoler, hvor de tænker kreativt i forhold til elevernes læring, men særligt én får borgmesteren til at lyse op som et juletræ den 24. december. Hendes møde med eleverne på Klostervængets Heldagsskole på Østerbro, hvor de lærer at læse og regne blandt andet ved at lave juletræsfødder, har gjort indtryk på politikerens forståelse af undervisning og læring.

»De regner omkreds, læser manualer, og de lærer en helt masse om at læse og regne, men de tænker ikke rigtig over, at de lærer. For de 'laver bare juletræsfødder'. Man fanger de unges interesse, deres hittepåsomhed bliver udfordret, og de lærer en masse på en meget kreativ måde«.

Det er noget, man aldrig ville tænke over, hvis man kun fokuserer på Pisa-resultater, siger hun. »For hvor hører juletræsfødderne lige hjemme der?«

Men hendes Pisa-skepsis betyder ikke, at hun er blind for de udfordringer, den danske folkeskole står over for.

»Selvfølgelig kan vi blive bedre, og ja, der er børn, der desværre bliver tabt i dag. Men jeg er altså ikke bange for også at fortælle de positive historier fra skolen, for der er rigtig mange af dem. Jeg kan slet ikke genkende det billede af folkeskolen, som flere landspolitikere prøver at tegne«.

Lader sig rive med

Anne Vang er omvendt ikke bleg for at erkende, at hun selv hurtigt kan lade sig rive med af nye ideer.

»Politikere er mennesker af kød og blod ligesom alle andre, og vi kan også hurtigt lade os begejstre«, konstaterer hun med et smil og fortæller om et møde, hun selv har haft med udviklerne af et skoleskak-koncept.

»Så sad jeg der og overvejede, om det kunne være en god idé, for de er tydeligvis ildsjæle. Men det nytter bare ikke, at skolerne skal finansiere noget, fordi jeg lader mig rive med. Vi skal simpelthen være bedre til at kunne sige nej, også selvom det ikke er ond vilje, der får os til at sige ja«.

Interviewet foregik, før professor Svend Kreiner kom med sin kritik af Pisa-undersøgelserne.