Fredag den 8. april blev jeg i min egenskab af formand for Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag kontaktet af Jyllands-Posten, der ønskede et interview om, at unge mennesker øjensynligt ikke har det fjerneste begreb om, hvad datoen 9. april dækker over. En række historikere havde udtalt, at vi i folkeskolen svigter og ikke lever op til deres forventninger.

Den 9. april kom så artiklen »Unges uvidenhed forarger historikerne«, og der gik ikke mange timer, før flere danske medier fulgte op. På Ekstra Bladets hjemmeside kunne man for eksempel følge debatten, hvor et flertal gik ind for undertegnedes synspunkt, nemlig den, at unge ikke nødvendigvis skal kende 9. april 1940, da der er datoer som 11. september 2001, der optager dem mere. Og datoer, som betyder mere for den nationale selvforståelse, er for eksempel den 18. april 1864 (Stormen på Dybbøl).

Jeg skal undlade at argumentere ud fra Fælles Mål, da jeg formoder, at de fleste læsere her er bekendt med det dannelsesbegreb, der opereres med i folkeskolen. Det interessante i denne henseende er, at det er tydeligt, hvor stor en kløft der er mellem faghistorikerne fra universiteterne og folkeskolens historielærere. Jeg kunne forstå det, hvis de angreb os på manglende faglighed - eller hvis de synes, at flertallet af folkeskolens historielærere ikke kan matche universitetshistorikernes faglige niveau, hvilket egentlig heller ikke er at forvente. Men det undrer mig, at akademikere, der beskæftiger sig med historie som videnskab, gør sig kloge på historiedidaktik og pædagogik. Når fagfolk fra de såkaldte højere uddannelsessteder gør sig kloge på vores arbejde, signalerer det en manglende tillid - i værste fald en direkte kritik. Og en meget ubegrundet en af slagsen.

Det får mig til at efterlyse, at vi i fremtiden bliver bedre til at fremme fagsamarbejdet på tværs af forskellige uddannelsesniveauer.

Hvordan skal vi lære elever i folkeskolen at se sig selv som historieskabte og lære dem at være historieskabende, når der er en forventning om, at 9. april i sig selv dækker det nødvendige pensum for at udvikle en sund indstilling til det nationale tilhørsforhold?

Hvordan skal vi vække deres interesse for historie, hvis indholdet skal dikteres af en generation, hvis egen historieundervisning tog udgangspunkt i heltedyrkelsen af modstandsfolkene, det nationale sammenhold under besættelsen og »re-demokratiseringen« i efterkrigstiden? En generation, der er vokset op med, at man ikke skeler til ubekvemmelighedsfakta som for eksempel samarbejdspolitik og afvisning af jødiske flygtninge ved grænseovergangen!

Jeg opfordrer derfor kraftigt til, at folkeskolens lærere uanset fag sikrer sig, at man er i direkte dialog med »de lærde« på for eksempel universiteterne - herunder også folkene på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Der er meget at lære for alle parter. Det er måske først i kombinationen af det videnskabelige fag, forskningen i skolefaget og didaktik og pædagogik, at fagene udvikles og styrkes.