Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tænk, hvis man skulle udarbejde en elevplan for Buster Oregon Mortensen. Dette fantastiske og skæve barn, så åbenlyst fuld af kvaliteter og gåpåmod, så åbenlyst håbløs i skolesammenhæng. Eller en elevplan for Emil fra Lønneberg, der kysser lærerinden og finder sin egen vej gennem livet. For slet ikke at nævne Bertram, Momo, Pippi, Topper og alle de andre skønne børn, som børnelitteraturen vrimler med. Vi smiler af dem, føler med dem og griner af de autoriteter, der forsøger at normalisere dem. Samtidig med at vi krydser fingre for, at det ikke lykkes!
I den virkelige verden udspilles en anden gyser, hvor de velmenende lærere og korrekte autoriteter rent faktisk får skovlen under børnene. Slut med at lege på lossepladsen, slut med at tegne næsehorn på væggen, slut med magiske garderobeskabe og sejlture til Sydhavet. De voksne rotter sig sammen mod børnene, de overvåger og beskriver dem, holder møder om dem og udarbejder planer for dem, tester og dokumenterer. Børnebøger er aldeles uegnede for børn og barnlige sjæle, kunne der skrives om denne barndom.
De fleste skolebørn er som Pippis venner Tommy og Annika, men heller ikke dem kan vi lade være. Deres krydser i elevplanerne fordeler sig pænt og jævnt, men måske Annika kunne række hånden mere op i timerne, og måske Tommy kunne orientere sig mere mod drengegruppen rent socialt? Jamen, så lad dog de børn være og lad dem udvikle sig i fred sammen med de andre børn, de nu møder på deres vej.
Ensretningen stopper ikke i folkeskolen. Folketinget har også ambitiøse mål for, hvor mange procent af en årgang der i 2015 skal have en videregående uddannelse. Det er svært at være uenig i vigtigheden af uddannelse, men det ville være en undersøgelse værd at se på, hvem der gemmer sig bag disse statistikantal af uuddannede mennesker, som vi er så bekymrede for.
Nogle af de mest interessante mennesker, jeg kender, har ingen uddannelsespapirer. Og her tænker jeg ikke bare på den brogede flok af musikere og kunstnere, som beriger vores samfund, men også kompetente ledere og chefer, hvis kringlede vej gennem arbejdslivet har ført dem uden om eksamensbeviserne og den slagne vej. Det er muligvis ikke dem, der passede bedst ind i skolesystemet, men de klarer sig fint alligevel. »Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles!« (Albert Einstein).
Tilbage er så dem, der har et utilfredsstillende voksenliv, fordi de er ufrivilligt uden for arbejdsmarkedet eller har uinteressante, ufaglærte job. Dem er vi faktisk gode til at spotte i folkeskolen allerede på de yngste klassetrin, for en dårlig skolegang bunder jo som regel i andre ting. Her er en omsorgsfuld indsats og fremadrettet elevplan helt på sin plads. Ved at droppe testningen af de mange og koncentrere indsatsen om de få vil man kunne udvikle elevplaner med plads til særlig omsorg, kreativitet og uortodokse muligheder. Planer med luft og rum til at være anderledes og til at finde sin egen vej sammen med andre.
Husk at trylle, Buster!
»En elevplan for Emil fra Lønneberg, der kysser lærerinden og finder sin egen vej gennem livet. For slet ikke at nævne Bertram, Momo, Pippi, Topper og alle de andre skønne børn«.