KL kræver undervisning, der virker

Lærerformand kalder evidensbaseret undervisning for en illusion

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

KL-direktør Hans Berthelsen hilste regeringens nye initiativ, der skal styre den pædagogiske forskning, velkommen.

»I kommunerne har vi brug for at vide, at hvis vi sætter ind på en bestemt måde i folkeskolen, så giver det et bestemt resultat«, sagde han.

»Jeg ved godt, at man ikke helt kan sammenligne med medicin, men når man dér har en bestemt problemstilling, så giver man en bestemt behandling, der fører frem til et resultat, og vi har brug for det samme på undervisningsområdet. En forskning, der tager udgangspunkt i de problemer, lærerne står over for hver eneste dag, så vi ved, at hvis vi gør dén indsats, så får vi dén effekt«, tilføjede han.

»Det vil for eksempel ikke være problemfyldt at bruge mange penge på specialundervisning, hvis bare effekten er der. Vi bliver presset af globaliseringen, der skærper konkurrencen mellem landene, og sådan noget som Pisa sætter fokus på resultater. Vi mærker dagligt ånden i nakken fra pressen, Folketinget og brugerne«, lød det fra KL-direktøren.

Lærerformand Anders Bondo Christensen mente, at en evidensbaseret undervisning vil sænke kvaliteten, fordi den vil afprofessionalisere lærerne.

»Men hvis målet er at score højt i Pisa, så ved vi godt, hvad der virker. Så skal vi bare indføre en masse test«, sagde han. Drømmen om en evidensbaseret undervisning fik ham til at tænke på tidligere tiders alkymister.

»De prøvede i mange år at opfinde guld, men opgav til sidst. De pædagogiske forskere burde også opgive forsøget på at finde en bestemt metode, der kan give et bestemt resultat. Den findes ikke«, sagde han og høstede konferencens største bifald.

jvo@dlf.org