De europæiske lærerorganisationer var mødt talstærkt op uden for EU-Parlamentet i Strasbourg, da man midt i februar stemte om servicedirektivet.

Målet var klart: Uddannelse skulle eksplicit undtages fra det forkætrede direktiv.

Men på trods af bannere og pibende fløjter gik beskeden ikke igennem til de 732 politikere. Uddannelse er ikke blevet taget ud af direktivet, og det er lærerne utilfredse med.

Ideen bag servicedirektivet var oprindeligt, at alle former for tjenesteydelser skulle kunne flyde frit i EU. Frisører, arkitekter og uddannelsesvirksomheder skulle kunne etablere firma i et hvilket som helst EU-land, på samme måde som det er tilfældet med varer i Det Indre Marked. Det var det, der hed »oprindelseslandsprincippet«, men det skilte vandene i Europa. Mange frygtede nemlig, at det omstridte direktiv ville lede til løndumping og en invasion af billig arbejdskraft fra østlandene til de rigere lande i EU.

Ind i en gråzone

Derfor blev man i parlamentet efter lange forhandlinger enige om at droppe oprindelseslandsprincippet. I stedet kom man frem til et kompromis, hvor det skal være tilladt at drive virksomhed i ethvert EU-land, når først man er registreret i sit eget. Betingelsen er dog, at man følger værtslandets arbejdsmarkeds-, sundheds-, sikkerheds- og miljølove.

Samtidig bestemte man, at visse områder helt skal undtages fra direktivet. Det gælder for eksempel alle former for sundhedstjenester. Men altså ikke uddannelse.

I kompromiset skelner man i stedet mellem det, man kalder »tjenesteydelser af almen interesse« og »tjenesteydelser af almen økonomisk interesse«. De første skal undtages, mens de sidstnævnte er med. Spørgsmålet er så, hvad der falder ind under hvilken kategori. Det skal de enkelte lande selv fortolke. Og det er her, man får den gråzone, når det gælder uddannelse, som lærerorganisationerne mener skaber usikkerhed. For i Danmark vil man typisk opfatte uddannelse som en serviceydelse af almen interesse, mens man i Storbritannien, hvor store dele af uddannelsessystemet er lagt ud på private hænder, vil mene, at meget uddannelse er en serviceydelse af almen økonomisk interesse.

Processen skal være demokratisk

»Det er uklarheden, vi ikke bryder os om. Vi frygter, at der vil ske en kommercialisering af uddannelsessystemet ind ad bagdøren«, siger Birgitte Birkvad fra DLI (Danske Lærerorganisationer International), som har base i Bruxelles.

Hun understreger, at spørgsmålet om en kommercialisering skal hvile på en politisk stillingtagen. Skal det ske, skal det ske gennem en åben demokratisk proces og ikke via et direktiv, der kan være svært at gennemskue for menigmand.

I direktivteksten nævnes »undervisning inden for rammerne af det nationale uddannelsessystem i såvel private som offentlige undervisningsinstitutioner« dog som et eksempel på en virksomhed, som ikke falder ind under betegnelsen tjenesteydelse og dermed ikke skal være omfattet af direktivet. Denne formulering beroliger dog ikke Birgitte Birkvad.

»Når teksten ikke er mere klar, end den er, er vores regulære frygt, at pengestærke koncerner fra de andre medlemslande, der vil ind på uddannelsesområdet, kan gå til EU-domstolen og kræve at få tilgang til uddannelsesområdet ved at hævde, at der er tale om tekniske handelshindringer. Og vi ved, at domstolen om og om igen dømmer til fordel for markedskræfterne«, påpeger Birgitte Birkvad.

Skrækscenariet er, at man vil få en sortering, hvor de, der har flest penge, får den bedste uddannelse, og hvor lærerne er i konkurrence om at sælge deres arbejdskraft.

Slaget er ikke tabt

Henrik Dam Kristensen, medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne, og som har arbejdet intenst med servicedirektivet, er generelt glad for teksten, men indrømmer, at der er uklarheder i formuleringerne, som kan føre til fortolkningsproblemer.

»Jeg synes, det står klart, at basale uddannelser som folkeskolen, gymnasiet og handelshøjskolen ikke kan regnes som en tjenesteydelse af økonomisk interesse, men jeg medgiver gerne, at der nu er brug for, at regeringen udarbejder et papir om, hvordan vi skal tolke det her helt præcist. Der skal ikke kunne kile sig tvivl ind nogen steder«, siger Henrik Dam Kristensen.

Spillet om servicedirektivet er nemlig ikke slut endnu. Nu skal det genbearbejdes af EU-Kommissionen, inden landenes ministre skal stemme om direktivet. Derfor fortsætter Birgitte Birkvad og hendes lærerkolleger også med at arbejde for deres mål.

»Regeringerne er ekstremt opmærksomme på, at de ikke afgiver national suverænitet, så vi tror, de vil være lydhøre over for vores bekymringer. Slaget er bestemt ikke tabt endnu«.