Mange skoleelever er super fortrolige med at chatte på nettet.

Chat og sms er gået hen og blevet en del af børns og unges kommunikationskultur på godt og ondt. Når det går godt, udvider børn deres netværker. De finder typefællesskaber, udveksler interesser eller holder ilden ved lige i omgangskredsen. Der er faktisk ensomme børn, der har brudt isolationen og fundet det, som skolebørn allerhelst vil have - en ven.

Når det gør ondt, bruges chatten til at reproducere negativ hierarki, udstødelse og mobning.

En stikprøveundersøgelse foretaget af Amok, Antimobbekonsulenterne, viser, at langt de fleste 12-17-årige jævnligt bruger chat. 41 procent har voldsomme negative chat-oplevelser som modtagelse af dødstrusler, trusler om bank eller intimiderende og ærekrænkende beskeder.

Mere end halvdelen af de meget negative chat-oplevelser var relateret til konfliktprægede situationer eller mobning i skolen. Det kan være uafsluttede eller uafklarede skænderier, der fortsætter efter skoletid i et chatroom, eller det kan være signaler om en udstødt, der sendes rundt digitalt hele døgnet. Det er mobningens nye dimension i en ny tid.

Udviklingen er gået stærkt, meget stærkt. Børn og unge har skabt Danmarks største chat-hjemmeside (ARTO.dk), og de behersker i det hele taget de digitale medier hurtigere og mere dynamisk end vi voksne. Der er dannet en børneparallelverden in space, der er spændende, tiltrækkende og voksenfri.

Børn har altid haft deres egen verden i selve legen og især i skolealderen altid rykket legen ud på særlige voksenfri steder: legepladser, i gården, på børneværelset eller på gaden. Forskellen til den parallelle børneverden i den digitale verden er, at nettet er et voksenskabt medie til voksne. Når børn klæder sig ud, leger de med deres identitet, men fremstår stadig som børn i de andre børns øjne. På chatten leges der også med identiteten, men her sammenblandes fakta og fiktion på mere uigennemsigtig måde. Man kan ikke være helt sikker på, at afsender og modtager er dem, de giver sig ud for at være. Chat-identiteterne får en egenkultur med særlige sociale koder - og i chat-selskabs-kulturen er de populære koder det rå, det seksualiserede og det vovede. Derfor er det ikke overraskende at støde på en 11-årig, der i en chat-profil beskriver sig selv som »lidt fræk«.

Vi voksne troede jo, at truslen mod vores børn på nettet primært kom fra pædofile. Det er ikke korrekt. Det meste negative chat-trafik foregår børn og børn imellem.

Men i samme åndedrag nævner børn i flæng, at fordelene vejer ulemperne op. Vi står altså over for et modsætningsfyldt fænomen.

Vi voksne kan under alle omstændigheder hverken fornægte eller forhindre de negative aspekter ved at indføre nultolerancepolitik på skoler og fritidshjem, selvom det frister at gøre det. Hvilke elever føler tryghed ved at fortælle lærere og pædagoger om væmmelige chat-oplevelser, når der er indført forbud? Og hvor naturligt er det at opfordre til etiksnak på et felt, man forbyder? Vi indbyder jo heller ikke til etiksnak med folk, der trods lovens ord kører for stærkt - her håndhæver vi forbud.

I Amok anbefaler vi i stedet, at børn og unge får scenen til at udvikle sociale færdselsregler i chatten. Det bør suppleres med, at voksne udstikker regler, som at telefonerne slukkes i timerne, og at der logges af fra chatten, når nettet skal bruges til faglig kildesøgning i skolearbejdet - for det er børn også blevet gode til.

Helle Rabøl Hansen er cand.jur. og fra Amok, Antimobbekonsulenterne

Læs mere om vores undersøgelse på www.livsmodlab.dk