Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Om formiddagen må der ikke løbes vildt på skolens gange, fordi det forstyrrer undervisningen, men om eftermiddagen fræser børnene af sted på ethjulede cykler op og ned ad gangene.
Om formiddagen går de seksårige i skole, men om eftermiddagen er de i fritidsordningen, hvor der er videre rammer for aktivitet. Det er de samme børn, og de er i de samme lokaler. Men den voksne og reglerne er skiftet ud.
På mange skoler deler børnehaveklassen og skolefritidsordningen lokaler. Typisk sker det, fordi kommunen har udstedt pasningsgaranti til forældrene, og så vokser skolefritidsordningerne. De breder sig meget mere, end man havde troet. Fritidshjemmene skæres samtidig ned. Politikerne har fundet ud af, at der er penge at spare ved fuld udnyttelse af skolernes lokaler. Men det sker på bekostning af børnene, børnehaveklasselederne og pædagogerne.
Stig Brostrøm fra Danmarks Lærerhøjskoles institut for småbørnspædagogik siger, at der er tale om to forskellige kulturer. Det ene er et formelt læringsmiljø, det andet et fritidsliv, som børnene selv organiserer.
- Problemet er af praktisk karakter. Alt skal pakkes væk, intet kan stå fremme, man kan ikke udsmykke lokalet, som man ønsker, for eksempel i forbindelse med et emnearbejde, for så kan børnene fra fritidsordningen ikke lege i lokalet senere. Man begrænser hinandens aktiviteter. Og det bliver grotesk, hvis man pakker alt ned i rulleborde, som jeg har hørt om. Ingen af parterne kan sætte sit præg på lokalet.
- Men det har også noget med ansættelsesforhold og økonomi at gøre. Man hører argumentet, at det er billigere at have børnene i skolen end i fritidshjemmet, men det kommer jo an på, hvad man foretager sig. I dag skal børnene selv sanse tingene, der skal være plads til udflugter og til at bearbejde tingene bagefter. Og det kræver tid at forberede undervisningen, siger Stig Brostrøm.
Alene med over 22 elever
I børnehaveklassen er alle børn til stede samtidig, og som regel er der kun én børnehaveklasseleder i en klasse. Samtidig er antallet af elever generelt stigende, og denne stigning ses tydeligst i børnehaveklasserne. Trods dette er der mange steder, hvor én børnehaveklasseleder står alene med over 22 elever.
Tidligere fremgik det af folkeskoleloven, at hvis en børnehaveklasse ved skoleårets start oversteg 22 elever, blev der givet pædagogisk medhjælp. Denne bestemmelse blev ophævet i 1988, hvor det blev op til kommunalbestyrelsen at sikre de økonomiske og pædagogiske rammer til at leve op til folkeskolens formål og sikre kvalitet i undervisningen.
I bemærkningerne til loven fra 1993 står, at Folketingets Uddannelsesudvalg nøje vil følge udviklingen i elevtallet i børnehaveklasserne og om nødvendigt tage initiativ til en ændring af loven.
Formand for børnehaveklasselederforeningen, Aase Lysdahl, mener, at tiden må være inde til at se på denne bestemmelse, fordi for mange børnehaveklasseledere i dag står alene med store klasser.
Med hensyn til antallet af delelokaler står det nu også klart, at det er et fænomen, der har spredt sig. I nogle kommuner værre end i andre, men tendensen er klar.
- Vi vil gerne samarbejde om de fælles børn, men vi ønsker at holde adskilt, hvornår det er skole og hvornår det er fritid. Samtidig har jeg hørt, at den samordnede indskoling nogle steder er gået i stå på grund af delelokalerne. Det er ikke muligt for eksempel at lave faste værksteder i lokalet i tre uger, siger Aase Lysdahl.
Børnehaveklasselederne har tidligere følt sig svigtet både fra centralt og fra lokalt hold, siger hun, men nu er der røre på området og opbakning til dem.
- Vi får opbakning fra lærerkredsene, nu hvor vi kan begynde at dokumentere, at der findes delelokaler mange steder i landet. Lærerne mærker jo også problemerne. Men det er en kamp, der skal tages både centralt og lokalt. Der findes centrale grænseaftaler, men de omgås ofte lokalt, og det sker ikke til vores fordel.
- Men desværre ser vi også tendenser til, at man ikke blot ønsker fælles lokaler men også en fælles pædagogik, så begrebet undervisning og fritid ikke skilles så skarpt ad, og sådan at pædagogerne i skolefritidsordningen kan overtage det hele. Det handler jo også om stillinger, siger Aase Lysdahl.