Løn efter et karaktersystem. Det er, hvad Kommunernes Landsforening, KL, lægger op til i et udspil, som både i indhold og sprogtone søger konfrontation frem for forhandling.

Pjecen 'Fremtidens løn - Et debatoplæg' er KL's udspil over for lønformudvalget, hvor de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer skal se på, om der skal ske en revision af løn- og pensionssystemet i stat og kommuner. Kommunernes Landsforening foreslår, at lønnen fastsættes efter den ansattes kvalifikationer, funktion og konkrete resultater. En skoleleder skal for eksempel kunne belønne unge ildsjæle, så de kan få højere løn end den ældre lærer, der ikke mere bidrager til den pædagogiske udvikling, foreslår Kommunernes Landsforening.

- Det er et ualmindeligt klodset og dumt udspil, Kommunernes Landsforening er kommet med, siger DLF's formand Anni Herfort.

- Hvis de tror, at det er et godt ledelsesinstrument at individualisere og sortere på den måde, så har KL overhovedet ikke fattet, hvordan det er at arbejde med mennesker, mener hun.

Kongressen eller lærerne

KL sætter i oplægget spørgsmålstegn ved, om DLF's kongres er i overensstemmelse med foreningens medlemmer. 'Hvis kongressens udtalelse er i overensstemmelse med medlemmernes holding, kan lærerne ikke lide løndifferentiering, der indeholder elementer af individuelle bedømmelser', skriver man med afsæt i en resolution fra november sidste år om det kommende arbejde i lønformudvalget og en vedtagelse om retningslinierne for kredsenes forhandlinger om decentral løn i indeværende overenskomstperiode.

'Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at lærerne ikke kan lide løndifferentiering', fortsætter oplægget. Lærernes begrundelse 'skal blot være: jo længere tids ansættelse, jo højere løn'.

Oplægget forsøger sig med en 'analyse' af, hvorfor lærere mener, som de gør.

Skolens kultur 'er i høj grad præget af en kollektiv følelse omkring 'vores skole'.

Det skyldes, mener KL tilsyneladende, en art alderssvækkelse: 'De lærere, der i dag er ansat på skolerne, har høj gennemsnitsalder og er derfor præget af en kultur, der var omkring skolen før de nye styrelsesregler for folkeskolen i 1990. Lærerne er fra lærerrådets tid vant til at træffe beslutninger vedrørende skolens virksomhed i fællesskab, i enighed - sådan har vi det på vores skole, det har vi besluttet'.

Denne kultur præger også DLF, konstateres det i oplægget. Hvorefter 'det nye' præsenteres: 'Men verden er ikke uforanderlig.

I dag præges skolernes liv af udefrakommende. Skolebestyrelserne har adgang til indflydelse på fastsættelse af principper for de enkelte skoler. Pædagogisk råd er alene rådgivende i forhold til skoleledelsen. Skolens økonomi er lagt ud til de enkelte kommuner i alle relationer, og skolerne præges derfor af lokale forskelligheder'.

Lærerne vil ikke følge med i udviklingen, mener KL. Eller helt nøjagtigt: 'Kongressen i 1995 viste tydeligt, at lærerne eller i hvert fald deres repræsentanter ikke på lønområdet er indstillet på at følge udviklingen væk fra det centralt styrede og fastlagte til det mere lokalt prægede'.

Og det synspunkt forstår Kommunernes Landsforening ikke, for 'samtidig med denne høje grad af kollektiv opfattelse er der tillige en høj grad af individualitet hos lærerne, idet den enkelte lærer selv tilrettelægger sit arbejde og selv beslutter sin undervisningsmetode. Det, der foregår i klassen bag lukkede døre, har læreren hidtil selv været herre over, selv om denne form for tilrettelæggelse af arbejdet i nogen tid har været på tilbagetog'.

Solidariet eller individualisme

Konklusionen lyder:'Der synes i disse år blandt lærerne i folkeskolen at være et skisma mellem solidaritet og individualisme, imellem åbenhed og lukkethed, imellem tradition og nytænkning. Det er måske i det lys, modstanden mod decentrale lønformer skal ses'.

De kommunale arbejdsgiveres oplæg nøjes ikke med en politisk kritik af anciennitetssystemet. Der lægges op til en konflikt mellem yngre og ældre lærere:

'. . . er det i virkeligheden retfærdigt, at den unge ildsjæl skal aflønnes med en årsløn, der er 58.000 kroner lavere end den, den ældre lærer, der ikke længere tændes på jobbet, får?, spørges der side 33. Og for de tungnemme varieres spørgsmålet to sider længere fremme: 'Er det rimeligt, at unge ildsjæle skal aflønnes med en væsentlig lavere årsløn end den, den ældre lærer, der yder en jævn arbejdsindsats, men ikke bidrager til udviklingen af skolens pædagogik og nye undervisningsmetoder, får?'

Og helt generelt:

Side 33 spørges der, om det er 'rimeligt, at ildsjæle - uanset alder - ikke må få højere løn end gennemsnitsmedarbejderen'.

Side 35 lyder spørgsmålet: 'Er det rigtigt, at lærernes kvalifikationer, arbejdsindsats, omstillingsparathed med videre ikke kan vurderes individuelt.'

I oplægget spørges videre, om lønsystemer bliver mere rigtige af, at de besluttes centralt, og om det er rigtigt, at individuel løn altid vil fremme konkurrence, som er ødelæggende for samarbejdet?

'Vil det ikke afhænge af de kriterier, der fastlægges for tildeling af lønnen?'

Til slut drejes fokus fra løn til pædagogik:

'Vil decentralt fastlagt løn i virkeligheden ikke kunne bruges til at fremme intentionerne i den nye skolelov?'

- KL går helt galt i byen. Skolen er ikke en produktionsvirksomhed. Man kan ikke straffe og belønne lønmæssigt på den måde, hvis man samtidig mener alvorligt, at man vil have en kvalitetsskole, siger Anni Herfort.

- Det er en mærkelig form for personalepolitik, både at erkende, at lærerne ikke vil have individuel løn og samtidig absolut vil trække et individuelt system ned over hovedet på os. I stedet burde man se på, at man har en stor gruppe kommunalt ansatte, som siger: Vi vil gerne lave vores arbejde så godt som muligt.

- Lærere er afhængige af hinanden til daglig, og vi arbejder mere og mere sammen i team, så det er helt naturligt, at vi får samme løn for det samme arbejde.

Skolen har ikke brug for et konkurrencemotiv. Det skaber ikke kvalitet, mener Anni Herfort.

Men Søren Andersen er bestemt ikke enig. Han er konservativt byrådsmedlem i Skive og formand for KL's lønudvalg.

- Det grundlæggende er, at en arbejdsgiver hyrer en arbejdskraft til at udføre en opgave, så er det for så vidt ligegyldigt, om vedkommende er hjemmehjælper, specialarbejder eller lærer. Det gælder om at få fastlagt nogle kendte kriterier for bedømmelsen, så kan lønnen godt individualiseres, siger han.

Ifølge Søren Andersen er der ingen tvivl om, hvorvidt en lærer er god eller dårlig. Hvis udgangspunktet er en skole med 40 lærere, vil kolleger, forældre, skolebestyrelse og skoleleder let kunne blive enige om, hvem der er de fem bedste. Det er dog ikke forældrene eller eleverne, der skal foretage bedømmelsen. Det skal skolelederen, mener han.

Søren Andersen fastholder, at synspunktet bag oplæggets formuleringer - om de unge ildsjæle og de ældre lærere, der ikke tændes på jobbet - er rigtigt, selv om han ikke vil lægge meget vægt på det.

- Der er jo tale om et debatoplæg, som skal engagere, og det er ikke sikkert, at resultatløn-modulet skal indgå med samme vægt i forhold til alle faggrupper. Det kan jo være, at det ikke skal udgøre en særlig stor del for lærerne, siger formanden for KL's lønudvalg.

- Oplæggets formulering om ældre lærere er både klodset og dum, siger Anni Herfort.

- Den er nedgørende over for størstedelen af de danske lærere. Hvis KL vil hente noget fra det private område, skal det ikke være resultatløn. Men de kan lære noget om personalepolitik og efteruddannelse i mange private virksomheder, mener hun.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) vil ikke kommentere KL's oplæg, for han har ikke læst det endnu. Men han har flere gange taget offentlig afstand fra resultatløn på skoleområdet. Til det nyeste nummer af Holbæklærernes blad, 'Kreds 52', siger han:

- Jeg snakker resultatløn med finansministeren, men jeg mener, at den er absurd i folkeskolen.

Jan Kaare er freelancejournalist.