Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kvinder skræmmes væk og nørderne dumper i stribevis på universiteternes datalogistudier, fortæller edb-ugebladet ComputerWorld.
Disse unge mænd, der har hovedet fuldt af pc-programmering og -spil, mens deres jævnaldrende går til fest og dyrker sport, brillerer nok i datalogi på gymnasiet, men så er det slut.
- De kommer til studiet med forkerte forudsætninger, siger lektor Michael Schwartzbach fra Århus Universitet.
- De kan ikke lytte, de skriver ofte meget dårlige programmer, men de tror, de kan det hele.
På Københavns Universitet siger lektor Hasse Clausen, at nørderne bruger en masse maskintid, som ikke har en døjt med studiet at gøre, så der må gribes ind.
Disse Nintendo-helte, som de også kaldes, har svært ved at tænke, de farer lige i tasterne, og kvinderne skræmmes væk.
- Kvinderne tager mennesket med ind i systemverdenen, og det er der skrigende behov for. Uden dem ender det med, at vi uddanner rene teknikere, siger Hasse Clausen til bladet.