Danmarks Lærerhøjskoles rektor fra 1964-77, professor Harald Torpe, døde den 18. febraur, 86 år gammel.

Harald Torpe er en af de helt centrale skikkelser i Lærerhøjskolens historie. Han kom til højskolen i 1959, som en af de første fire professorer, der blev ansat. Det var i hans rektorperiode, det lykkedes at udvikle Lærerhøjskolen til en højere læreanstalt med landsdækkkende forpligtelser. Perspektivet om Lærerhøjskolen som en højere læreanstalt, med videreuddannelse af folkeskolens lærere og forskning i forbindelse hermed som den helt centrale opgave, var ikke ny. Det havde en række af Torpes forgængere haft for øje. Afgørende gennembrud var oprettelsen af de første faste lærerstillinger i 1958 og vedtagelsen af loven om Danmarks Lærerhøjskole i 1963.

Men det var i Torpes rektorperiode, det for alvor tog fart.

De syv provinsafdelinger blev etableret.

De tre kandidatuddannelser blev startet.

Regler for erhvervelse af licentiatgrad og doktorgrad blev udarbejdet.

Institut for Dansk Skolehistorie blev grundlagt. Og i samme periode blev en ny, demokratisk styrelseslov gennemført på de videregående uddannelsesinstitutioner, med vidtgående konsekvenser for ledelsen af Lærerhøjskolen.

Torpe havde fortrinlige kvalifikationer til at stå i spidsen for denne udvikling.

En opvækst på Møn i et lærerhjem og en læreruddannelse fra Vordingborg Seminarium.

Det første lærerjob i Karise.

Efter to år som lærer ved Karise private skole kom Torpe i 1936 til Frederiksberg Kommune som lærer. Sideløbende med arbejdet som lærer studerede Torpe psykologi på Københavns Universitet. Han blev magister i psykologi i 1944, længe før det var moderne at blive psykolog. I 1946 blev han skolepsykolog i samme kommune, og i 1953 ledende skolepsykolog.

Da han i 1959 blev professor i pædagogik var det udviklingen af hans speciale, pædagogisk psykologi, der lå ham på sinde. Arbejdet med intelligensforskning og pædagogisk forsøgsarbejde på Frederiksberg var en god del af den faglige ballast. Et studieophold i England gav yderligere inspiration til denne faglige karriere.

Men hurtigt blev han en højt værdsat støtte for rektor Ernst Larsen i dennes sidste år som rektor, og allerede i 1963 blev han prorektor. Året efter rektor.

Torpes ledelse var karakteristisk ved en fin balance mellem tradition og fornyelse, konsekvens og nytænkning, forhandlingsfasthed og åbenhed. Hans ledelsesstil var ikke præget af de store armbevægelser, men der stod dyb respekt omkring ham.

Hans holdning til medarbejdere levede op til det bedste i dansk skoletradition: at give skolens medarbejdere frihed i deres arbejde og dertil forvente, at de gør deres bedste.

Han var loyal over for det idégrundlag, han overtog, og han formåede at fastholde perspektivet - tilpasset nye vilkår, som ændrede sig i stadig hurtigere tempo.

Udviklingen af demokratiske styrelsesformer i begyndelsen af 70'erne var langsom og besværlig. Men der var ingen tvivl om, at Torpe hilste denne udvikling velkommen. Hans måde at lede arbejdet på i de lange forhandlinger og i de etablerede styrende organer bar klart præg af, at han fandt det indlysende rigtigt, at højskolens medarbejdere og studerende blev inddraget i beslutningsprocesserne omkring Lærerhøjskolens virksomhed og udvikling. Folkeskolens lærere blev taget med på råd, som studerende i de styrende organer, i repræsentantskaberne ved hver afdeling og i det tætte samarbejde med Danmarks Lærerforening.

Efter sin afgang i 1977 har Torpe fortsat med at interesserer sig levende for Lærerhøjskolen. Synlige udtryk har dette givet sig i to bøger: Ernst Larsens efterladte redegørelse for udviklingen i hans rektorperiode har Torpe nænsomt bearbejdet til bogen 'Danmarks Lærerhøjskole 1950-64', som blev udgivet i forbindelse med højskolens 125-års jubilæum i 1981, og væsentlige sider af Lærerhøjskolens udvikling, herunder udviklingen af fagene pædagogik og psykologi samt forholdet mellem skolefagene og skolens praksis blev beskrevet i 'Aldrig Løses Mand af Lære' fra 1988.

Folkeskolen og Danmarks Lærerhøjskole står i dyb gæld til Harald Torpe.

-th