Folkeskolens leder
Når skærmene virker
Vi har en fraværskrise i folkeskolen. Antallet af elever,
som har mere end 50 procent fravær, er steget med 79 procent de seneste ti år,
viser en opgørelse, som Børne- og Undervisningsministeriet har foretaget for Folkeskolen.
Antallet af elever med mere end 75 procent fravær er fordoblet.
Der
er mange forklaringer bag tallene. Flere elever oplever, at de mistrives eller
ikke passer ind i de almindelige skoletilbud. Men krisen vokser, og nu har vi
brug for løsninger.
En
af dem kan være digital undervisning. De seneste år, især efter corona, er
digitale skoler knopskudt som alternativ for elever med ufrivilligt fravær. Her
møder eleven op til en mere fleksibel undervisning med færre klassekammerater.
Alt foregår på skærmen hjemmefra. Enkelte onlineskoler har været kommunale
tilbud, men de fleste er private.
Onlineskoler
rejser masser af problemstillinger, som vi skal tage alvorligt. De stiller også
helt andre krav til undervisningen. Her i magasinet kan du møde lærer Tina
Schou, som inspirerende fortæller om, hvordan hun skaber begejstring og
engagement hos en gruppe elever, hun ofte hverken kan se eller høre.
Der er noget at lære ved at se på dem, der driver onlineskoler i dag. Både det, der virker, og det, vi bør gøre anderledes.
Det
er en anden skole, for både lærere og elever. For langt de fleste er det også
en midlertidig løsning. Folkeskolens rundspørge blandt forældre til
elever på landets største onlineskole viser, at langt de fleste er videre inden
for to år. Knap hver tredje går i onlineskole mindre end seks måneder.
Men
den digitale undervisning er kommet for at blive. Til foråret starter Børne- og
Undervisningsministeriet et stort forsøg, hvor op til 30 kommuner over fire år
får lov til at afprøve forskellige måder at gennemføre onlineundervisning på.
Derfor er der noget at lære ved at se på dem, der driver onlineskoler i dag.
Både det, der virker, og det, vi bør gøre anderledes.
Den
digitale skole må aldrig være målet i sig selv. Folkeskolen er og skal være et
fysisk fællesskab, hvor eleverne dannes i mødet med dygtige lærere og hinanden.
Men skærmen kan være et middel til at nå målet: At få flere tilbage i
fællesskabet.
Har du et tip, en tanke eller en personlig oplevelse, som redaktionen bør kende eller undersøge? Så skriv til os på folkeskolen@folkeskolen.dk
Vores journalistik starter i din hverdag.