Cirius meddeler i december, at styrelsen flytter fra Undervisningsministeriet til at høre under Videnskabsministeriet.

Hvorfor den gør det, kan ingen rigtig forklare, og det er da også mærkeligt. Videnskabsministeriet befatter sig alene med universiteterne, og de udgør som bekendt kun en lille del af uddannelsessektoren.

Man kan kun gisne om, hvorvidt skiftet har en sammenhæng med regeringens store satsning på at markedsføre Danmark som uddannelsesland. Det er der afsat 24 millioner kroner til. Der er udarbejdet en national strategi, og der er nedsat en gruppe af embedsmænd på tværs af flere ministerier til at fremme sagen.

Formålet er at hjælpe de videregående uddannelser med at tiltrække udenlandske studerende, som selv skal betale for deres uddannelser. Altså at konkurrere med andre universiteter på verdensplan. Udenlandske studerende er en vigtig indkomstkilde for universiteter i lande som Canada og Australien. For enkelte danske uddannelser er det allerede en blomstrende virksomhed, det gælder for Copenhagen Business School og Vitus Bering i Horsens. Sidstnævnte har 700 udenlandske studerende per år.

Strategien blev lanceret på en konference på Cirius i begyndelsen af december, hvor to engelske eksperter gjorde rede for, hvordan et universitet bedst kan markedsføre sine uddannelser og leve op til udenlandske studerendes forventninger.

Det er de attraktive uddannelser vel undt, at de kan tjene gode penge på det globale uddannelsesmarked.

Men der er en risiko for, at jo mere fokus der er på at skaffe betalingsstuderende, jo mindre forståelse er der for, at alt andet internationalt arbejde koster. Alle former for samarbejde inden for de store uddannelsesprogrammer - Erasmus, Comenius, Nordplus, Interreg - kræver medfinansiering. Jo flere internationale aktiviteter en skole har gang i, jo større udgifter for skolen. Det er jo helt tåbeligt set med økonomiske briller.

Lærer- og pædagoguddannelserne vil næppe kunne tiltrække selvbetalende studerende. Vi har i hvert fald endnu til gode at se en kineser betale et par hundrede tusinde kroner for at blive pædagog.

Dertil kommer, at lærer- og pædagoguddannelserne fortsat har økonomisk dårligere vilkår end alle andre videregående uddannelser med hensyn til at modtage Erasmus-studerende.

Man kan dårligt bebrejde de pædagogiske uddannelser, hvis de prøver at holde lav profil på det internationale.

Men den går ikke, for samme regering forventer eksplicit og med rette, at professionshøjskolerne kan dokumentere internationale aktiviteter.

Folkeskolerne skal samarbejde med skoler i andre lande og organisere flere elev- og lærerudvekslinger. Alle elever skal deltage i mindst ét internationalt projekt i løbet af deres skoletid, hedder det i regeringens globaliseringsstrategi.

Alt sammen glimrende, men det forudsætter, at lærer- og pædagogstuderende også har arbejdet internationalt i deres studietid.

De skal prøve at arbejde sammen over nettet, de skal i praktik og på studieophold i udlandet, de skal blandes med udenlandske studerende på hjemlige kurser. Deres lærere skal deltage i projekter med udenlandske kolleger. Det kan alt sammen lade sig gøre, og det bliver gjort. Men det koster.

Så hvis universiteternes fuldfinansierede internationale uddannelsesaktiviteter bliver målestokken for, hvordan internationalisering skal opfattes, ser det sort ud for professionshøjskolerne.

Tove Heidemann, ph.d., Head of International Relations, CVU Sønderjylland, University College