Det, der først randt mig i hu, da jeg blev inviteret til at karakterisere Folkeskolen ved dets bemærkelsesværdige 125-års-jubilæum, var noget i retning af følgende: Er jeg mon den rette til at lykønske bladet med sit jubilæum? Jeg kan ikke sige mig fri for at have været gal på det i tidens løb - og dette skulle jo være et tillykke og ikke et debatindlæg.

På den anden side er der ikke mange, der har læst så meget i Folkeskolen som jeg. Det samme gælder det meste af min familie, som er meget velbevandret i den danske skoleverden.

Jeg læser det faktisk af interesse, også når jeg ikke er undervisningsminister. Der er masser af læseværdige artikler, som jeg får meget ud af:

Folkeskolen er god til at finde eksempler om lærere, der gør en forskel, beskrive et læseforsøg, så andre bliver inspireret, eller foretage opsøgende journalistik om mobning, arbejdsmiljø med mere. Bladets hjemmeside www.folkeskolen.dk er forbilledlig: Her kan man altid blive opdateret om alt, hvad der sker på skoleområdet.

Der er god dækning af Danmarks Evalueringsinstitut, der sprøjter masser af spændende evalueringer ud i den pædagogiske debat. Vi har fået værdifulde studier fra Rockwool Fonden, blandt andet af de tunge integrationsproblemer, som tilsyneladende er værre i Danmark end andre steder. Og dækningen af Pisa-undersøgelserne har været så omhyggelig, at Folkeskolen har fået en fornem pris for det.

Bladet beskriver også gerne, hvordan vi har skoler, der på flotteste vis har introduceret elevplanerne, før de overhovedet blev lov her i landet. Vi har skoler, der er gået foran med talentudvikling, læsekampagner, natur/teknik, motion og sund kost.

Mere af det, tak! Vi har mange skoler, der lyser med strålende eksempler på god praksis. Alle problemer er jo løst - ét eller flere steder i landet. Det gælder bare om at finde frem til den gode praksis.

Det er dog deprimerende at opleve, at man ikke kan rose Strandgårdsskolen i Ishøj uden at møde højlydte protester. Den blev dog af DLF og Undervisningsministeriet i fællesskab udnævnt til Månedens Skole. Skyldes det, at en leder og et lederteam skabte forandring til nogens utilfredshed? Er det ikke resultaterne - at tosprogede elever nu læser over landsgennemsnittet allerede i 1. klasse - skolen skal vurderes på?

Folkeskolen besynger sin redaktionelle frihed og uafhængighed højt. Denne frihed bliver ofte brugt til kritik. Det kan være godt. For eksempel debatten om de nye test. Kritikken fører nu til ændringer og forbedringer.

Den redaktionelle frihed kunne også bruges til at vise læserne mere tillid og tillade flere modsigelser i egne spalter. Ikke blot læserbreve, men opsøgende journalistik og artikler af pædagogisk sagkyndige fra ind- og udland, der drager andre konklusioner end dem, der passer med, hvad bladet og foreningen hidtil har sagt.

Det kunne gøre Folkeskolen til et endnu mere spændende debatforum. Og det kunne give både bladet og foreningen en stærkere placering i den politiske debat og beslutningsproces.

Folkeskolen er jo ikke Danmarks Lærerforenings tærskeværk, som bladet tidligere er blevet kaldt. Det er heldigvis langt mere nuanceret end som så.

Der er masser af guf at hente i den internationale debat. Herunder også analyser, der dementerer vaneforestillinger om, hvad der giver en god skole.

Hvad om Folkeskolen i endnu højere grad blev et forum for en faglig og pædagogisk debat, der kan inspirere og skabe professionel stolthed. Det er vejen til en bedre skole og høj status for skolens medarbejdere. Det er mit jubilæumsønske.

»Hvad om Folkeskolen i endnu højere grad blev et forum for en faglig og pædagogisk debat, der kan inspirere og skabe professionel stolthed. Det er vejen til en bedre skole og høj status for skolens medarbejdere. Det er mit jubilæumsønske«