Jørgen Jensen blev valgt ind i DLF's hovedstyrelse i 1964 og blev næstformand i 1969. Han var formand fra 1972 til 1984. Jørgen Jensen var altså fagligt aktiv centralt i Danmarks Lærerforening i 20 år, hvor der både skole- og samfundsmæssigt skete rigtig meget. I alle årene - også i sin aktive periode efter foreningsarbejdet - brændte han for folkeskolen og for lærerne.

Jørgen Jensen blev lærer fra Frederiksberg Seminarium i 1949, og han blev straks ansat som cykelvikar i Gentofte. Hans første fagpolitiske markering kom få år efter, da han var blevet ansat på Munkegårdsskolen, en ny skole tegnet af Arne Jacobsen. Kommunalbestyrelsen ville skære i honoraret til gårdvagterne, med den begrundelse at skolen endnu ikke havde så mange elever. Det fandt den unge Jørgen Jensen og hans kolleger sig ikke i. Jørgen Jensen stillede sig i spidsen for protesterne, og kollegerne kvitterede med at sende ham ind i lærerkredsens bestyrelse i 1954.

Efter en tid som tillidsrepræsentant, kredsformand og medlem af DLF's repræsentantskab blev han valgt ind i DLF's hovedstyrelse.

I 1972 efterfulgte han Stinus Nielsen som formand, og allerede året efter måtte han håndtere et voldsomt politisk indgreb mod lærerne, da regeringen, med den socialdemokratiske økonomiminister Per Hækkerup i spidsen, ville sætte lærernes ugentlige arbejdstid op med tre lektioner. Mange medlemmer - som dengang alle var tjenestemænd - reagerede med arbejdsnedlæggelser, men gennem intense forhandlinger fik Jørgen Jensen ændret forhøjelsen til to ugentlige lektioner, begrænset indgrebet til tre år og nedsat lektionslængden fra 50 til 45 minutter.

Da Venstre i december samme år overtog regeringsmagten, ville den nye undervisningsminister, Tove Nielsen, løbe fra aftalen og forlænge perioden med et forhøjet timetal, så Jørgen Jensen måtte igen til Christiansborg. Indenfor med lobbyarbejde og udenfor med en stor demonstration. Aktionen lykkedes, da De Radikale besluttede at stemme imod.

I perioden op til 1975-skolelovens vedtagelse var Jørgen Jensen særdeles aktiv. Samfundsøkonomien var begyndt at stramme til, og medlemmerne syntes, at store reformer passede dårligt til nedskæringer. Fremmødet til en demonstration på Christiansborg Slotsplads var massivt. Jørgen Jensens anseelse voksede, og forståelsen for lærernes protester steg.

Jørgen Jensen var stor, »Lange Jørgen« blev han ofte kaldt i foreningen. Og han var en stor taler. »Godt brølt løve«, hed det engang på Politikens forside, hvor man refererede fra hans kraftfulde beretning på foreningens kongres.

I 1988 efterfulgte han også Stinus Nielsen som formand for bestyrelsen i Lærerstandens Brandforsikring, en post, han bestred i 18 år.

Sammen med sin kone Dickie har han haft fast adresse i Sandefjord i Norge halvdelen af året, og de var netop flyttet derop på fuld tid.

De seneste mange måneder har Jørgen Jensen brugt på at skrive sine erindringer, som udkommer den 24. i denne måned.

Kort før jul blev han opereret og havde det tilsyneladende godt, men den 22. december blev han pludselig dårlig. Han blev kørt på hospitalet, hvor han døde kort tid efter. Bisættelsen foregik lørdag den 5. januar fra Holte Kirke.

I september 2007 fyldte Jørgen Jensen 80. Han var Danmarks Lærerforenings eneste æresmedlem og ydede en enorm indsats for skolen, lærerne og Danmarks Lærerforening. Jørgen Jensen var en bredt favnende, engageret ildsjæl.

Der stod respekt om ham i alle kredse. Æret være hans minde.

»Jeg havde fornøjelsen af at have lært Jørgen at kende gennem en række forskellige sammenhænge. Selv om han gik af som formand i 1984, fulgte han levende med i DLF's aktiviteter, og han var fast gæst på alle kongresser. Derfor var det også naturligt, at det var foreningen, der skulle være vært, når han her i januar skulle udgive sine erindringer« Anders Bondo Christensen, formand for DLF