Tiden før graviditeten var vanskelig, og fødslen trak ud, da Danmarks Lærerforening skulle have et medlemsblad. Det var »i nogen grad et uønsket barn«, skrev den daværende redaktør, Albert Johansen, i 1983, da bladet blev 100 år.

Nu - i den første uge af 2008 - er det 125 år siden, bladet udkom første gang. Fra DLF blev stiftet i 1874, til det første medlemsblad udkom, gik der altså ni år. Inden fødslen kæmpede mange om faderskabet, og gennem tiden har endnu flere ønsket at opdrage på barnet.

Provster, amtmænd og politi mod lærerne

Blandt landets lærere var der i årene før DLF's dannelse et stort behov for at diskutere både arbejdsforhold, levevilkår, undervisning og læreruddannelse, og der blev flere steder taget tilløb til at oprette lokale lærerforeninger og blade. Arbejdsforhold og lønninger var ringe, og lærerne havde stort behov for kollegial diskussion og støtte.

Men myndighederne var ikke vilde med lærernes forsøg på organisering. De kunne allernådigst få lov til at mødes for at tale om pædagogik og undervisningsmetoder, men løn, boligforhold, ansættelsesbetingelser og arbejdsvilkår ønskede øvrigheden ikke, at lærere diskuterede - og slet ikke med hinanden. Provster og amtmænd bekæmpede mange steder aktivt alle tilløb til lærersammenslutninger. Selv lokale foreningers vedtægter skulle godkendes hos politimesteren, fordi myndighederne frygtede, at der bag de uskyldigt udseende mødeprogrammer med salmesang og diskussion om pædagogik og undervisningsmetoder skulle skjule sig »farlige tendenser«. Da lærerne i Randers i 1845 ville samles til foredrag og diskussion, betingede byens politimester, at han selv overværede mødet.

»Skoletidende« - (ikke) et medlemsblad

Fra 1872 og tyve år frem udgav lærer Peter Andersen Holm sammen med sin bror bladet »Skoletidende«, som fik temmelig stor udbredelse. P.A. Holm, som han altid underskrev sig, var lærer i Højbjerg ved Rødkærsbro på Viborg-egnen. Han var hele livet særdeles entreprenant, skrev mange og lange debatindlæg, skrev og udgav skolebøger. Han var med til at oprette Lærerstandens Brandforsikring, og nogle år drev han også et juridisk rådgivningsbureau. I 1874 tog Peter Andersen Holm sammen med to andre landsbylærere fra Viborg Stift, Christian Andersen Thyregod og Emil Sauter, initiativ til dannelsen af Danmarks Lærerforening, hvor han indtil sin død var et fremtrædende medlem af ledelsen.

Men på trods af at P.A. Holm havde erfaring med at skrive og udgive blad - eller måske netop fordi han ejede »Skoletidende« - udgav Danmarks Lærerforening ikke et medlemsblad før en snes år senere. P.A. Holm var ikke interesseret i konkurrence med sit private blad, og han aftalte med DLF's øvrige ledelse, at »Skoletidende« kunne bringe meddelelser fra DLF's bestyrelse til medlemmerne. Ja, selv om bladet fortsat var P.A. Holms private forretning og ikke kom ud til alle medlemmer, men kun til betalende abonnenter, fik han de andre i foreningens ledelse med på, at det i DLF's vedtægter blev slået fast, at »'Skoletidende' er Foreningens Organ«.

En fatal fejlvurdering

Envejskommunikationen fra ledelse til medlemmer - som måtte købe »Skoletidende« - gav selvfølgelig utilfredshed og medførte vedholdende klager. Så med ni års forsinkelse fik foreningen i 1883 endelig et medlemsblad. Men i det første nummer slog man - igen måske for ikke at genere P.A. Holm - fast, at »det ikke bliver noget egentligt Skoleblad, ikke noget Diskussionsblad, hvori Medlemmerne kunne umiddelbart fremsætte deres Anskuelser om Skolespørgsmaal og udkjæmpe deres Meningsforskjel«. Disse diskussioner kunne fortsat foregå i »Skoletidende«.

Hundrede år efter lød daværende redaktør Albert Johansens vurdering af denne beslutning således: »Det er ufatteligt, at styrelsen kunne udsende et medlemsblad med den klausul, for den er udtryk for en af de mest fatale fejlvurderinger af medlemsholdning og lærerpsyke, som overhovedet kunne foretages«.

I hvert fald kan man læse sig til, at hverken DLF's medlemmer eller medlemsbladets redaktør, skoleinspektør Christian Brøchner-Larsen, København, var tilfredse. I 1889 begyndte bladet at udkomme to gange om måneden, så der nu blev plads til debat og boganmeldelser. Men økonomien var anstrengt, og da redaktøren døde, overtog foreningens formand, Emil Sauter, selv det redaktionelle ansvar. Han skar ned med følgende programerklæring: »Al Polemik vil fremtidig blive udelukket, og Boganmeldelser blive erstattet med en udførlig Liste over udkomne Bøger«.

»Folkeskolen«, som ikke var medlemsbladet Folkeskolen

Det løste selvfølgelig ikke problemerne, lærerne ville diskutere, så da P.A. Holm i 1892 lukkede »Skoletidende«, begyndte lærer H.J. Christiansen i København at udsende et nyt, privat ugeblad, der fik navnet »Folkeskolen«.

Peter Andersen Holm var samme år blevet udnævnt til skoleinspektør i Kolding, en stilling, som han måtte frasige sig af helbredsmæssige grunde. Han var dog ikke mere syg, end at han kunne fortsætte med at være formand for Lærerstandens Brandforsikring - og i 1883 indtrådte han i redaktionen af »Folkeskolen«. »Efter at jeg i 20 Aar havde været Medudgiver af 'Skoletidende', var min Virksomhed ved Ledelsen og Udgivelsen af et saadant Blad blevet mig en saa fast Del af min daglige Gerning, at jeg følte det som et Savn .«, lød P.A. Holms forklaring på, at han igen kastede sig ind i bladudgivelse. Det nye blad, »Folkeskolen«, havde det første år haft undertitlen »Ugeblad for Skolespørgsmaal og Pædagogik«, men med P.A. Holm som medredaktør blev det ændret til »Ugeblad for Pædagogik og Skolenyt«, og ifølge programerklæringen skulle det ikke behandle løn- og arbejdsforhold. Det hørte til i DLF. Men allerede fra august samme år skrev man over flere numre - og meget mere udførligt end medlemsbladet - om »Danmarks Lærerforenings 4de alm. Skolemøde«, hvor 2.400 DLF-medlemmer - og »Damer af Medlemmers Husstand« - i Tivoli overværede forelæsninger om pædagogik og opdragelse.

Grænsen går ved fritænkere og socialister

Redaktionen af det privatudgivne »Folkeskolen« opfordrede hver uge abonnenterne til at skrive ind om nyheder fra skoleverdenen, og i modsætning til »Danmarks Lærerforenings Medlemsblad« optog man lange og kritiske indlæg. Men der var en kant. Til en indsender svarer P.A. Holm i juni 1883: »Det er ganske vist 'Folkeskolen's Program, at Bladet ikke skal være et Partiblad, men at dets Spalter skulle staa aabne for enhver berettiget Anskuelse paa Opdragelsens og Undervisningens Om­raade«. Både grundtvigske og ikke-grundtvigske indlæg kan optages, forklarer han. Men grænsen går ved »Fritænkere, Socialister eller andre nedbrydende og opløsende Elementer«. Og »en Lærer i Statsskolen bør ikke uhindret kunne optræde med Tanker og Meninger, som går Skolens eller Statens ledelse helt imod«, skrev altså Peter Andersen Holm.

DLF's ugeblad Folkeskolen med dobbelt opgave

Men i foråret 1884 gav Andersen Holm og hans bladkollega, H.J. Christiansen, DLF et tilbud, foreningen ikke kunne sig nej til. De lovede at nedlægge ugebladet »Folkeskolen« og ville samtidig overtage både udgivelsen af og redaktøransvaret for »Danmarks Lærerforenings Medlemsblad« på, som der stod i deres første nummer, »Betingelser, der vare meget gunstige for Foreningen«. Men det har åbenbart givet problemer, for allerede tre år efter trak DLF igen udgivelsen af bladet ind i foreningen med lærer Christian Dahl, København, som redaktør.

I 1903 bliver medlemsbladet et ugeblad, og tre år efter, den 18. januar 1906, varsles der nye tider for bladet. Et udvalg har analyseret medlemsbladets fremtid. Danmarks Lærerforening er »først og fremmest en 'Fagforening', der skal virke til Gennemførelsen af Standens berettigede Krav til økonomisk og social Stilling«, skriver man på forsiden. »Men«, fortsætter udvalget, »ved Siden heraf staar Arbejdet for Udviklingen og Fuldkommengørelsen af Standen selv og den Institution, den tjener«.

Derefter følger så det dobbelte formål: »Foreningens Blad faar derved den Opgave samtidig at være Medlemsblad og Skoleblad«.

Bladet skal redigeres »i upartisk, frisindet kristelig Aand«. Og som det nye skal det »staa aabent for Meningsudvekslinger om Spørgsmaal, der vedrører Opdragelse og Undervisning samt Skolevæsenets - specielt Folkeskolens - Ordning og Udvikling og for Drøftelse af Foreningsanliggender«.

Frie ord i sømmelig og saglig form

Den 8. marts 1906 bliver lærer N.P.L. Kjærgaard redaktør. Fra Korsør skal han have ansvaret for artikler, debat og anmeldelser, mens medredaktøren, overlærer Hans Rasmussen i Sakskøbing, skal stå for bladets »Efterretningsafdeling« - altså meddelelser fra forening og kredse.

Redaktørparret ønsker, »at det frie Ord maa have Hjemsted i Bladet«. Dog med de »selvfølgelige Forbehold, at alle Artikler og Indlæg holdes i en sømmelig og saglig Form«.

I 1916 besluttede hovedstyrelsen, at redaktøren skulle være helt uafhængig af foreningens ledelse.

Den frie og åbne debat har lige siden været kendetegnende for medlemsbladet, og i 1983, da det fyldte 100 år, lød overskriften over en kommentar fra daværende DLF-formand Jørgen Jensen: »Et af de frieste organisationsblade, jeg kender«.

»Folkeskolen er et uafhængigt blad, så det må selvfølgelig finde sig i at modtage kritik«, sagde foreningens formand Anders Bondo Christensen på DLF's kongres sidste år. »Bladets uafhængighed er afgørende for troværdigheden«, tilføjede han.

Siden 1999 har man kunnet læse Folkeskolen på internettet, og i 2000 begyndte redaktionen at producere daglige nyheder på folkeskolen.dk

Det første år var der hver uge omkring 2.500 besøgende. I 2007 var tallet steget til op mod 100.000.

Den 1. januar 2007 fusionerede Danmarks Lærerforening med Speciallærerforeningen af 1981 og Formidlerne.

Det betød, at Folkeskolen fik en ny, stor lillesøster, månedsmagasinet Undervisere, og folkeskolen.dk fik tre søstersites: ernaering­ogsundhed.dk, specialpaedagogik.dk og undervisere.dk

Folkeskolen udkommer nu 30 gange om året.

I 1883 var oplaget på 2.000, i dag er det 86.000.

Læsertallet for 125 år siden kendes ikke. Den seneste måling fra Gallup viser, at hvert nummer af Folkeskolen læses af 204.000.

De første 14 år var det officielle navn »Danmarks Lærerforenings Medlemsblad«, i juli 1906 skiftede det navn til Folkeskolen, men det er blevet kaldt meget andet: »Sygekassebladet«, »Et typisk Gammelmandsblad«, »Danmarks Lærerforenings Tærskeværk« og »Overlærerbladet«.

Da Folkeskolen engang i 1960'erne blev evalueret, gav et medlem denne vurdering: »Man kan ikke gøre en gris til en væddeløbshest; men man kan gøre den til en meget hurtig gris«.

I samme periode lød en vurdering fra »Højskolebladet«, som kritiserede både Folkeskolen og DLF's holdninger, således: »Folkeskolens skriverier får os til at tænke på et stort, fornærmet kæmpebæltedyr«. Forklaringen på denne eksterne vurdering kommer her: I Brehms »Dyrenes Liv« står der om kæmpebæltedyret: »Det er store, godmodige dyr. Deres åndsevner er ret ringe, og deres stemmer ytrer sig som en klangløs knurren«.

I en fokusanalyse fra 1994, hvor deltagerne skulle beskrive Folkeskolen som en person, lød det fra en ung, kvindelig lærer: »Bladet er helt klart en mand. Med hængerøv i cowboybukser, lidt for stor mave og en forvasket sweater«. Nej, lød en kommentar fra en midaldrende mandlig fokusgruppedeltager: »Folkeskolen er mere sådan lidt Martin Rømer-mafioso-agtig«.

Samme år modtog Folkeskolen for første gang fagpressens fornemste hæder, Anders Bording-prisen, for »god debatskabende journalistik, der ofte forlænger et fagligt anliggende til et offentligt«.

I 1994 får Folkeskolen også gennemført sin første læseranalyse. Den viste, at mellem 92 og 98 procent af DLF's medlemmer læste bladet. 82 procent læste om pædagogiske udviklingsarbejder, 80 procent læste lederen, og 59 procent læste om løn- og arbejdsforhold. Hovedstyrelsesreferater havde en læserprocent på 44.

Se den nyeste læseranalyse side 20-21.