De stærkes undertrykkelse af de svage har aldrig været et praktisk problem, men et forklaringsproblem. Når den stærke havde voldtaget og røvet, hvad der var, så han det stumme spørgsmål i den svages øjne: Hvorfor? I begyndelsen vred de stærke blot hesten omkring fra det uudholdelige blik, men som tiden gik, fik de stærke udviklet et effektivt svar: For Guds skyld!

Magt blev til ret, og ret blev tro, så troen blev retten i riget. Tro blev til kirke, og religionens tankesæt organiserede hele samfundslivet, og enhver religions funktion har derfor været at legitimere og forklare den forhåndenværende sociale uretfærdighed. Julenat for et par år siden var jeg til julemesse i Peterskirken i Rom. Så på afstand dette fantastiske bygningsværk stå som silhuet mod himlen, og da jeg nåede helt hen til kirkens første mur, så jeg, hvad den er bygget af: Senede og magre hænder, knuste fødder og knæ, opspilede maver og sammensnørede struber, holdt sammen af barnegråd, fortvivlede suk og døende kvinder i barselseng. Indenfor var alt beklædt med marmor og guld, der ramte øjet med en overmenneskelig kraft.

Efterhånden blev troen mere inderlig. De stærke fik andet at se til. Hjælp Gud, tæv dig selv, lærte de svage. Ud med kætterbål og den slags og ind med religion i skolerne.

Men årstiderne gælder for alle. Hos os er religionen gået ind i sit efterår. Efterhånden som flere bliver de stærke, falder behovet for lænker til de svage, og den oprindelige ydre bål og brand bliver til en indre ulmen og anger hos den enkelte. Religionen har fundet sin kirkegård.

De store religioner har imidlertid ikke samme kadence. Islam er stadig ung, med bål og brand og sine lænker intakte. Da jeg ved aftenkaffen så nedbrændingen af den danske ambassade i Damaskus, blev jeg grebet af modløshed og sorg. Jeg kunne ikke forstå, hvad de råbte i gaderne, men jeg kunne se det. De råbte, at de ikke ville finde sig i, at deres lænker blev latterliggjort af mennesker, hvis lænker var ringere og dårligt vedligeholdt. Men de mest krænkede var de stærke i Saudi-Arabien, Syrien, Libanon og Egypten. For det var dem, der for alvor var truet af latterliggørelsen. Derfor vendte de ryggen til, mens ambassaderne brændte.

Nu skal vi så lære det. Især i skolen. At respektere religionerne. Indse, at alt er lige godt, bare der er fred og ro. Det er de stærkes nye evangelium: fred og ro. Vi har det jo godt, ikke, når vi sidder og klør os i friværdien foran fjernsynet. Selv om vi skal sidde og se dem brænde det danske flag. Det mest krænkende er, at mange af dem slet ikke er ordentlige danske flag. I Delhi var det sgu' bare et par røde og et par hvide joggingbukser.

De kender ikke engang vores flag! Når vi ikke kan eksportere vores feta, kunne vi da i det mindste etablere en eksport af danske flag, så vi har noget ordentligt at se på i fjernsynet.

Respektere religionerne! Er I blevet sindssyge? Husker I da ikke, at enhver frihedsrettighed, vi ejer, har vi fravristet religionen. Dengang de fleste af os endnu var de svage. Netop nu går det den anden vej. I Polen har religionen ophævet retten til fri abort. Og i tv ser vi hver aften de døde svaner, mens vi venter på fugleinfluenzaen.

Steen Larsen er dr.pæd., freelanceforedragsholder og forfatter