Den første tid på skolen gik han rundt med frakken trukket op over hovedet og havde hænderne gemt væk i lommerne, mens han kiggede ned i gulvet og sagde »Fuck dig!« til alle dem, der sagde »Hej« til ham. Han kom til Danmark fra et østeuropæisk land, fordi hans mor havde fundet en dansk mand via internettet. Thomasz hed han. Vores skole fik ham i 7. klasse, efter at han havde gået et års tid i en indslusningsklasse på en anden skole.

Thomasz talte selvfølgelig dårligt dansk, men hans nye klassekammerater forsøgte at komme ind på livet af ham. Interessen fik ham til at tale, men det var mest løgnehistorier, han fortalte. Om en bror, der var blevet skudt. Om store penge, som han tjente i sin fritid ved at sætte biler i stand og sælge dem videre. Knægten var dengang 13 år. Jeg tjekkede oplysningerne med hans mor. Pure opspind. Løgnehistorierne og en lidt aggressiv væremåde holdt de andre elever på afstand. Men de var nysgerrige, når klasselæreren, som var mig, prøvede at få ham til at fortælle.

Det viste sig, at drengen havde humor, og han havde andre formildende sider. Men Thomasz ville ikke være i Danmark. Han havde heller ingen venner, og hans mor og den nye stedfar kunne han ikke snakke med. Senere - et stykke tid efter selve begivenheden og kort tid før en skolerejse til udlandet - fik lærerne en passant at vide, at drengen ved en lejlighed havde truet moren med kniv og også med at ville tage sit eget liv.

Knægten må formentlig betegnes som normaltbegavet med - af andre årsager - meget tunge, alvorlige indlærings-, adfærds-, sociale og følelsesmæssige problemer.

Tunge problemer giver det også for læreren og de øvrige elever i klassen med en knægt som Thomasz. Men det må man leve med, hvis man skal være rummelig, og det skal man da.

Det er imidlertid vanskeligt som seriøst arbejdende lærer at acceptere, at man ikke længere får besked om de vanskeligheder, sådan en elev medbringer. Endnu vanskeligere bliver det, når den enkelte skole, som i vores kommune fremover, selv skal til at finde penge til elever med behov for specialundervisning som en del af skolens eget budget. Dette krav til skolerne vil dukke op i alle landets kommuner, for det er noget, som KL anbefaler. Sjovt nok vil denne pædagogiske insolvens endda med statsgaranti blive lanceret som en ny skolepolitisk landvinding.

(Drengens navn og oprindelse er sløret af beskyttelseshensyn).

Erik Schmidt