»Det kan godt være, du lige skal tjekke lærerhadesiderne på Arto«, sagde et par elever en dag til Michael Langholm-Pedersen, der er lærer i København. Samme aften, da Michael kom hjem, satte han sig foran computeren for at se, hvad det kunne være, eleverne havde hentydet til. Som aktiv i SSP-samarbejdet (skole, socialforvaltning, politi) følte han sig godt forberedt og vidste, at han ville kunne forvente, at der måske stod noget ubehageligt om ham.

»Men lige meget hvor godt forberedt man er, så vil man altid reagere som et menneske«. Og det gjorde Michael Langholm-Pedersen også. »Jeg blev sgu ked af det«.

»Der stod, at jeg burde indlægges på et mentalt hospital, at jeg var syg i hovedet, og at jeg var skabsbøsse«.

»Jeg fik simpelthen en isklump i maven. Inden jeg tjekkede, troede jeg ikke, jeg ville blive berørt, men det ramte virkelig hårdt«, siger han, mens han nikker bekræftende.

Det var tre piger fra en af Michaels klasser, som havde skrevet indlæggene.

Dagen efter tog han affære med det samme. Han viste print af siden til skoleledelsen og fik en snak for at sikre sig, at ledelsen bakkede ham op.

»Så talte jeg med de tre piger. De kender mig som en temperamentsfuld lærer, men i den her situation brugte jeg et sprog, som jeg ikke normalt bruger. Jeg var meget fattet og tog udgangspunkt i mig selv. Jeg fortalte, hvordan jeg havde oplevet at sidde foran skærmen og læse, hvad de havde skrevet om mig, og hvor ked af det jeg var blevet«.

Pigerne blev kede af det og undskyldte med det samme. De forklarede deres indlæg med, at de ikke havde tænkt på konsekvenserne, for der var masser af andre sider på Arto, hvor lærere blev hængt ud, og så havde de ladet sig rive med af den ophidsede stemning, der er på Arto.

»Det sidste er næsten det mest kontroversielle ved Arto. De unge brugere får hurtigt pisket en stemning op«, siger Michael Langholm-Pedersen.

»Så gav jeg dem en halv time til at få det fjernet, og så var det væk«.

Pigernes familier vidste ikke, hvad der var sket, før Michael fortalte dem det. Siden har de været meget støttende, og han har også et udmærket forhold til pigerne i dag.

Forbud mod Arto må ikke stå alene

»Efter episoden var jeg meget stille i undervisningssituationer. Jeg følte mig fuldstændig handlingslammet«.

I dag er en af hans kolleger kommet i samme situation.

»Omfanget af lærerhadesider er stort. Det ved man i SSP-kredse«, siger han.

»Man skal være forberedt på, at kommunikation over nettet er praksis nu«.

På Randersgades Skole, hvor Michael Langholm-Pedersen arbejder, skrider de nu til handling for at sætte større fokus på elevernes chat over nettet. Emnet skal inddrages i undervisningen, og Michael er med i et antimobbearrangement. Han håber, at oplægsholdere udefra på en vedholdende måde kan formidle retningslinjer for, hvordan man kommunikerer på nettet.

En anden konsekvens er, at Arto er blevet forbudt på skolen.

»Men man opnår ikke noget ved forbud alene. Man skal tænke rigtig grundigt over, hvordan man vil gribe ind. Skolerne skal have eleverne i dialog, og så skal der være en klar og tydelig kontakt til hjemmene«, mener Michael Langholm-Pedersen.

Eleverne skal tages med på råd, når man skal finde ud af, hvordan man bruger den digitale kommunikation på en god måde. Mange lærere må vedkende, at her er noget, som eleverne ved meget mere om end de selv.

»Der er ikke noget, der kan få gassen til at gå af ballonen hos de unge, som en voksen, der tror, han ved noget om det, som eleverne faktisk er eksperter i«, siger Michael. Lærere, der er usikre på området, bør tage sig en snak med resursepersoner, der ved noget om digital kommunikation - og det kan være enten andre lærere eller en elev - inden de tager det op med hele klassen.

Damp eller ondskab

Men det er også vigtigt at huske alle de gode ting ved chat, mener Michael. Han nævner, at det kan være hyggeligt at kommunikere med sine venner gennem dagen, at det kan hjælpe ensomme børn, og at det giver en mulighed for at »få lidt damp ud af ventilen«.

»Chat-siderne er lidt som en skolegård på nettet. Eleverne skal have et sted, hvor de kan lukke noget damp ud. Derfor kan jeg på en måde ikke lide selv at tjekke, hvad eleverne skriver«.

På den anden side mener han også, at det som lærer er en god idé at se, hvad eleverne skriver om lærerne.

»Den form for kommunikation er ikke som at skrive noget om læreren på lokumsdøren. Det er en kæmpe lokumsdør, de skriver det på. Men når man så læser noget om sig selv, skal man også vurdere, om det bare er damp, eller om det er ondsindet«.

Selvom Michael Langholm-Pedersen sukker lidt ved tanken om, at der her er endnu et område, hvor lærerne skal være socialpædagoger, så tror han på, at det er muligt at gøre noget ved det.

»Det mest lovende er, at det er andre børn, der reagerer. Vi har stadig nogle elever med moralske værdier, som ved, hvad man kan, og hvad man ikke kan«.