En dreng i børnehaveklassen skriger voldsomt, når der er noget, han ikke vil. Det er dagens emne. Fokuspersonen er Martin Bak-Jensen. Det er ham, der har valgt dagens problem og fremlægger det for gruppen. Lotte Kjær Larsen er gruppeleder på Hou Skole i Hals Kommune.

Det er femte gang, gruppen prøver kollegial respons. De to andre deltagere er Carl-Erik Svensson og Alf Mikkelsen. Der er afsat en time, men først bruger man to minutter på opfølgning fra sidst. En elev er blevet flyttet fra helhedsklassen til en almindelig klasse, og det går rigtig godt.

Så er det Martin Bak-Jensens tur:

»I børnehaveklassen har vi skal-tid og lege-tid, og drengen har det meget svært med skal-tiden. Han reagerer ved at skrige meget højt. Jeg har aldrig hørt noget lignende«, fortæller Martin Bak-Jensen. Han har været lærer i to år og er årsvikar på Hou Skole. Han er med i tolærerordning i børnehaveklassen nogle timer om ugen.

Gruppelederen spørger, om han har fået forklaret problemet.

»Ikke helt. Jeg kan mærke, at jeg tænker, når jeg skal have klassen, om det nu bliver en god dag eller «, han tøver og fortæller, at han har det i baghovedet, når han skal have klassen, og at det også går ud over de andre børn.

»Jeg efterlyser nogle redskaber til, hvordan jeg kan præsentere denne skal-tid på en mere appetitlig måde«.

De tre andre spørger til hans relation til drengen, hvordan »skal-tid« præsenteres, hvem drengen er, og om han har andre problemer.

En klasse, der tager energi

Drengen skriger hver dag, og gruppen taler om, hvorvidt det mon er noget, han også bruger derhjemme. Det viser sig, at drengen har flere problemer.

De andre spørger ind til problematikken. Hvordan reagerer de andre børn? Bliver dagens program skrevet eller tegnet på tavlen? Hvordan har andre lærere det med klassen?

En vil komme med et forslag, men bliver stoppet af gruppelederen. Problemet skal afdækkes først.

Carl-Erik Svensson fortæller, at han har været vikar i klassen og oplever, at eleverne holder meget af Martin Bak-Jensen, men at det er en klasse, der tager meget energi.

Hvordan leger drengen? Laver du og han noget alene indimellem? Laver I noget motorisk med ham? Der er mange spørgsmål.

Martin Bak-Jensen fortæller, at drengen har svært ved at lege. Han vil bestemme alt og leger derfor sjældent med nogen. Han går i fritidsordning et par dage om ugen for at blive rystet sammen med de andre.

»Hvad får han i gevinst ved at skrige?« spørger Laurits Krog, der er med som konsulent.

»Han slipper for skal-tid«, svarer Martin Bak-Jensen.

»Og han får opmærksomhed«, supplerer Laurits Krog selv.

Mange forslag

Det er tid til respons. Gruppen kommer med forslag.

»I kan bruge noget så banalt som et æggeur, der tæller ned. Så kan drengen se, at skal-tiden nærmer sig, og han er forberedt. Giv ham kun fem minutter med matematikbogen ad gangen, så han kan overskue det«, foreslår Lotte Kjær Larsen.

»Prøv at skrige alle sammen på én gang. Hvor højt kan I skrige. Få det overstået«, siger Carl-Erik Svensson.

»Find i begyndelsen noget fagligt, han kan lide. Hvis han kan lide at arbejde med computeren, så giv ham opgaver på den i skal-tiden«, fortsætter han.

»Sørg for mindre skal-tid, når du er alene med klassen. I en periode«, foreslår Alf Mikkelsen.

Der kommer forslag om at tegne dagens program på tavlen. Det er bedst til børnehaveklassen. Og at viske punkterne ud, når de er overstået.

Gruppen taler om, at Martin skal gå en tur med drengen, men de diskuterer, om han skal tage ham med alene eller sammen med flere elever. Der skal positive oplevelser til. Gruppelederen gør opmærksom på tiden. Hele den kollegiale respons skal være klaret på én time, og der er ikke meget tid tilbage.

»Det er en god idé at gå en tur med drengen, synes jeg. Men hvad så med den anden lærer, der er tilbage med klassen. Det er hårdt for hende«, mener Martin Bak-Jensen, da han skal kommentere forslagene.

»Sådan skal du ikke tænke«, kommer det prompte fra to i gruppen. »Det aftaler I jo på forhånd, så din kollega vil ikke føle det som et problem«.

Der kommer flere forslag om at rose eleven meget, når det går godt, og at de to lærere kan prøve at observere hinanden i en periode.

Laurits Krog bryder ind og siger, at drengen er et langtidsprojekt, der kræver planlægning. De skal prøve at få ham stimuleret, finde ud af mere om ham og se, om de kan lære ham at lege. Familien skal inddrages.

»Det er ikke sådan, at jeg er nervøs nu, når jeg skal have klassen. Jeg er mere nervøs for, at jeg med tiden kan få problemer med at gå ind i klassen«, siger Martin Bak-Jensen.

Lotte Kjær Larsen spørger ham, hvad han har fået ud af responsen.

»Jeg har fået mange gode forslag til struktur af tiden, og at jeg skal rose ham mere, når han sætter sig roligt. Jeg har nok taget det for givet, men det er jo børnehaveklassen, så de skal lære det først, men det er første gang, jeg har en børnehaveklasse. Og så tror jeg, det er rigtigt, at jeg skal gå en tur med ham alene«.

Laurits Krog spørger, om han skal have en mentor. Der er tre, der er parat nemlig resten af gruppen. Martin Bak-Jensen vælger Carl-Erik Svensson.

Godt at få sat ord på

Efter den kollegiale respons fortæller Martin Bak-Jensen, at han synes, det var en rigtig god oplevelse.

»Det er rart at kunne lægge ting frem, som man døjer med, og drøfte dem med mere erfarne lærere. De andre vil gerne hjælpe, og de er også åbne over for mine forslag. Det er godt at få sat ord på og tænke og finde ud af, at de erfarne oplever de samme problemer, som man gør som nyuddannet«.

»Det var også lidt hårdt. At jeg ikke selv havde tænkt over at rose børnene mere. Tidligere har jeg været opmærksom på det, men jeg har glemt det lidt«. Martin Bak-Jensen siger, at samtalen i gruppen er meget anderledes end på lærerværelset, hvor man sjældent taler så specifikt om tingene.

»Men de andre mente ikke, at det var min skyld, at drengen reagerer sådan. Det er nok, fordi jeg er ny, at jeg tænkte, at det nok var min skyld«.

Carl-Erik Svensson fremhæver, at man i gruppen har tid til at komme rundt om et emne.

»Normalt er der 20, der afbryder én undervejs med gode råd«.

Lotte Kjær Larsen mener, at det vigtigste er, at ens problem ikke kan blive negligeret. Der er en gruppe, der skal høre efter plus anerkende, at det er et problem.

hlauritsen@dlf.org