Løn og pension til ledere

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med dannelsen af LC-Lederforum fik lederne ret til at opstille og godkende egne krav til overenskomsten. Ledernes lønsystem adskiller sig fra børnehaveklasseledernes og lærernes ved, at der er væsentlige nye midler til lokal forhandling. Det har i forhandlingerne været vigtigt for Lederforeningen, at dens medlemmer fik deres eget lønsystem.

Løntrin og grundlønstillæg

Alle ledere stiger den 1. april 2005 et løntrin. For ledere på trin 43-45 sker en umiddelbar oprykning. For ledere på trin 46 og opad sker der en stigning til nye løntrin, der består af værdien af det tidligere løntrin tillagt 1,78 procent. Det nuværende Trin 46 bliver således til et nyt trin 47 med pengeværdien: Trin 46 plus 1,78 procent. Denne teknik er anvendt, da der er meget store spring mellem de højeste løntrin.

Den 1. april 2006 får lederne et pensionsgivende grundlønstillæg på 5.620 kroner. Hvis de lokale parter specifikt har aftalt, at der ved centrale lønforbedringer skal ske modregning i de lokalt aftalte tillæg, kan det ske i dele af eller hele det lokale tillæg.

Det var ved forhandlingerne ikke muligt at få de ledende skolepsykologer med i ordningen om et grundlønstillæg.

Forhandlinger om lokal løn

De vejledende kriterier for lokal løn, som de i dag fremgår af overenskomsten, videreføres.

Der forhandles som udgangspunkt én gang årligt, medmindre andet aftales lokalt. Dette ændrer ikke ved organisationernes ret til at forlange forhandling i forbindelse med større ændringer i stillingens indhold eller ved nyansættelser.

De lønpolitiske drøftelser for lederlønningerne føres i forbindelse med de årlige lønforhandlinger med organisationerne. Derudover kan (amts)kommunen fremlægge sin overordnede lønpolitik i det øverste MED med henblik på årlig drøftelse. De lokale forhandlingsparter aftaler frister og procedurer for forhandlingerne. Det påhviler (amts)kommunen at indkalde til denne forhandling. Opnås ikke enighed, videreføres den nugældende frist på seks uger for lokal forhandling.

Der er udmøntningsgaranti for LC-gruppen (Lærernes Centalorganisation) på den lokale løn. Der skal altså holdes regnskab med, at gruppen som samlet hele får, mindst hvad der er afsat til de lokale lønforhandlinger i perioden.

Generelle lønstigninger og reguleringsordningen

Alle ledere får to gange i perioden forhøjet lønnen og alle tillæg (medmindre de er aftalt som uregulerede tillæg). Det sker med 0,69 procent den 1. januar 2006 og med 0,8 procent den 1. april 2007.

Hertil kommer så reguleringsordningen. Den skal sikre, at offentligt ansattes løn kan holde trit med lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Det er aftalt, at reguleringsordningen den 1. januar 2006 udløser en lønstigning på 0,7 procent til alle. Det skønnes, at ordningen udløser 1,23 procent den 1. oktober 2006 og 0,7 procent den 1. oktober 2007. Det vil i givet fald komme alle til gode.

Udviklingsplan

For at styrke den enkelte leders kompetenceudvikling skal der udarbejdes en udviklingsplan. Planen skal indeholde målsætninger for lederens udvikling, og der skal følges op på den en gang om året.

Forbedret pension

Pensionsprocenten for overenskomstansatte stiger fra 17,1 til 17,3 fra 1. april 2006. For 93-gruppen stiger pensionsprocenten yderligere 2,5, læs mere om det på side 10.

Tjenestemandspensionen for pensionister fra den lukkede gruppe reguleres efter de statslige lønninger. Der er denne gang på statens område aftalt en ekstraordinær stigning på en procent. Det sker samtidig med de generelle stigninger på statens område den 1. april 2005. Tjenestemandspensionerne stiger igen 1. april 2006 og 2007 med samme procentsats som de generelle lønstigninger, der er aftalt på statens område.

Løntrinsstigningerne/tillæggene sikrer i øvrigt kommende statstjenestemandspensionister en højere pension.

ATP

ATP-bidrag har siden 1987 været uændret, fordi man i overenskomstforhandlingerne har valgt at bruge pengene til andre formål. Det er nu aftalt, at ATP-bidraget fremover skal reguleres som for andre lønmodtagere. Det betyder en højere ATP-pension i sidste ende.

Forhøjet særlig feriegodtgørelse

Den særlige feriegodtgørelse, som udbetales til alle fastansatte med lønudbetalingen omkring 1. maj, forhøjes fra 1,5 procent til 1,7 procent. Hvis man har en årsløn på cirka 400.000 kroner, betyder det, at feriegodtgørelsen stiger med cirka 800 kroner til cirka 6.800 kroner årligt. Den forhøjede særlige feriegodtgørelse kommer til udbetaling omkring den 1. maj 2006.

Lønsedler

Det er aftalt, at de kommunale arbejdsgivere og organisationerne skal se nærmere på, om man kan gøre lønsedlerne bedre. Samtidig skal det undersøges, om elektroniske lønsedler kunne være en fordel.

Ledere: Skoleinspektører, forstandere, viceskoleinspektører, viceforstandere og afdelingsledere samt skolekonsulenter med ledelsesbeføjelser og ledende skolepsykologer (altså Lederforeningens medlemmer). I overenskomstens første år stiger ledere på løntrin 43-45 et løntrin, mens ledere på løntrin 46 og derover får en lønstigning på lidt over 1,5 procent I andet år får alle ledere et pensionsgivende tillæg til deres grundløn på 5.620 kroner om året. Der kan forekomme modregning. Desuden er der afsat 1,25 procent til lokale lønforhandlinger I overenskomstens tredje år er der også afsat 1,25 procent til lokale forhandlinger Der udløses desuden generelle lønstigninger i overenskomstens andet og tredje år plus det, reguleringsordningen udmønter.